Jeg havde egentlig regnet med en nogenlunde fredelig aften. Det er selvfølgelig min egen skyld — jeg burde vide bedre. Agent P trådte ind med et lydniveau som kunne vække de døde, og ganske rigtigt… hun havde en meget levende mus i munden. Sprællende. Med hale. Og attitude.

Hun miavede — med mus i munden — og så forventningsfuldt på mig. Det tog mig et par sekunder at forstå, hvad hun ville:
Hun ville nusses.
Mens musen sprællede.
… Nej.

Kælderen viste sig hurtigt at være et elendigt sted til den slags forhandlinger. Agenten krævede mere opmærksomhed, og musen gjorde sit for at minde mig om min dødelighed. Jeg nægtede igen at yde service, mens der var et levende dyr spændt fast mellem hendes tænder. Agenten så skuffet ud. Musen så rædselsslagen ud. Jeg så ud som én, der overvejede en streng karantæneperiode.

Kort efter hørte jeg et lille… stilhed. Musen havde mødt sit uundgåelige endeligt. Agent P løb videre op i soveværelset — hvor hun lagde den døde mus ved min seng med stor omhu. Jeg ved ikke, om det var en gave eller en prøve. Jeg bestod muligvis ikke.

Agent P var fyldt med blade, mudder og stolthed. Jeg var fyldt med en blanding af resignation og “hvorfor sker det her altid mig?”. Hun krævede mavenus, som om hun ikke lige havde forsøgt at presse mig til at nusse hende med et levende væsen dinglende fra kæften.

Efter passende mængder ros, anerkendelse og masser af spinden gik hun i gang med at spise musen. Under sengen, naturligvis. Hvor ellers?

Jeg konkluderer, at agenten har mistet forståelsen for, hvornår civilisten har nået sin grænse. Jeg har mistet forståelsen for, hvorfor jeg stadig bliver overrasket.

Jeg kom sent i seng og sov elendigt, men Agent P var selvfølgelig klar til at hjælpe. Først med en mus efter sengetid, selvfølgelig serveret med våde poter, tramp i hovedpuden og almindelig katlig insisteren på at være helt tæt på. Hun lå det meste af natten i fodenden eller med måsen praktisk talt i ansigtet på mig.

Om morgenen røg vi i vores vanlige diskussion om Skyr. Jeg vandt. Hun blev fornærmet, guffede sit tørfoder og gik.

Og så kom hun tilbage.

Helt stille. Gik rundt om mine bare fødder på en måde, hvor jeg troede hun ville kæle—men nej. Det var først, da jeg så musen svinge i hendes mund, at jeg fik flyttet mine tæer ud af farezonen. Først da jeg selv registrerede byttet, begyndte hun at miave. Så gik turen som altid ned i kælderen, hvor René også måtte se trofæet. Hun ventede på min ros, fik den, og spiste musen som om alt var helt almindeligt.

Det eneste nye var den meget tætte svingning af mus rundt om mine fødder. Jeg ved ikke om det var kærlighed, hævn for Skyren eller en slags ”du-skal-se-hvad-du-har-forårsaget”-pædagogik. Men det var en oplevelse.

Natten udfoldede sig med et niveau af hemmeligholdelse, der ville gøre enhver efterretningstjeneste misundelig. Agent Pus, notorisk kuldefølsom og normalt højlydt ved enhver muselevering, valgte i nat en helt ny taktik: fuldstændig lydløs infiltration af soveværelset.

Jeg ligger i min bedste, tungeste søvn, da agenten møver sig op på puden og sammenkrøller sig som en lille pelsklump. Hun får et par dovne nus—jeg er jo nærmest bevidstløs—og hun virker tilfreds. *Det troede jeg i hvert fald.*

Efter et stykke tid hopper hun ned. I min døsige tilstand konstaterer jeg bare, at jeg kan brede mig igen. Indtil… *knase-lydene*.

Jeg farer op, tænder lyset: Klokken 02.18.
Og dér sidder hun. Dybt koncentreret. Spiser. En mus. På gulvet. I mørket. Uden forvarsel. I absolut stilhed.

Jeg får fremstammet et højt og akkrediteret “WTF!”, slukker lyset igen og overgiver mig til søvnen.

Kl. 05.30 tropper hun op og kræver morgenmad, som om natten ikke havde budt på en fuld James Bond-operation.

Det mest bekymrende spørgsmål:
**Hvor mange gange har hun lavet dette nummer, uden at jeg har registreret post-konsumerings-knas?**

Hvis der findes endnu et hemmeligt memorandum om “Stille Leveringsprotokol”, så er det i hvert fald ikke havnet hos mig.

*— Civilistens Dagbog, i chok-induceret søvnmangel-mode*

Klokken var 02:00, da Agent P igen meldte sig til tjeneste — denne gang med en mus i munden og et hoved klistret ind i burrer.
Jeg blev vækket og måtte i søvne foretage en nødevakuering af burrer fra ansigt og nakke. Det gik nogenlunde, indtil agenten mistede tålmodigheden og valgte at fortære sin mus i stedet.

Jeg frygtede et tredje afsnit af Operation Midnatsmassakren, men natten holdt sig heldigvis til ét offer.

Klokken 06:00 vendte agenten tilbage. Nu med endnu flere burrer. Denne gang var håndkraft ikke nok.
Der blev krævet morgenmad, og først da dagens vigtigste måltid var indtaget, accepterede hun en grundig redning med kam, mens hun spandt og overvågede arbejdet.

Efter at have inspiceret, at jeg selv spiste morgenmad, forlod agenten matriklen igen — ren, tilfreds og klar til næste mission.

Jeg havde ellers bare tænkt mig at spise aftensmad. Men i vores husholdning er det tilsyneladende ikke mig, der bestemmer dagsordenen. Agent Pus trådte ind som en skygge fra natten og forvandlede spisetid til krigstid.

Jeg nåede lige at tænke “måske er hun bare sulten,” før hun forsvandt ind i soveværelset. Så begyndte ritualet: løben, bumpen, den velkendte lyd af noget, der engang var i live. Vi greb til våben – træsko og refleks – men kampen var allerede afgjort.

Hun krævede ros. Ikke efter maden – før. Jeg sad med gaffelen i hånden, mens hun lagde sig til rette og så på mig som en dronning, der ventede på sin tjener. Jeg nussede. Jeg adlød. Min tallerken endte hos René.

Nogle gange tror jeg, det ikke er hende, der bor hos os. Det er os, der bor i hendes territorium.

Jeg sad i god ro og orden omgivet af garnnøgler og hyggelige planer, da jeg hørte den dér lyd.
Den lyd, der betyder: “Jeg har noget levende med.”

Træskoen blev grebet. Det er efterhånden en refleks.
Og ganske rigtigt – Agent Pus kom valsende ind, lykkelig og miavende, med en mus dinglende fra kæberne.
Hun gik direkte efter mine fødder, som om jeg havde bedt om levering på adresse.

Musen var levende. Jeg var træt.
Et halvdårligt gok senere stod jeg i noget, der mest mindede om en lavbudget krimiserie på TV2 Charlie.
Agent P kiggede på mig som en underviser, der ser sin elev dumpe et kursus i “Effektivt drab 1.0”.
Hun tog byttet, som man tager arbejdet fra en inkompetent praktikant, og bar det ind i soveværelset.

Jeg blev tilbage med blodpletter, en skamfølelse og en spand sæbevand.
Agenten vendte senere tilbage for at inspicere mit rengøringsarbejde – og slikkeresultatet blev, som altid, bedre end mit eget.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver overrasket. Jeg burde have lært, at når Agent Pus lusker ind med den der særligt afdæmpede stemme, så er det ikke uskyld. Det er en advarsel.

Jeg var for træt til heroiske indsatser og bad hende derfor — med al den myndighed, man kan mønstre i nattøj — om at “slå den ihjel, for pokker.” Hun adlød prompte. Professionelt, køligt, med erfaringens ro.

Senere, da hun kom ind for at sove, lå jeg helt stille og lyttede længe, af poter og raslen, bare for at være sikker på, at hun ikke havde taget dessert med. Ingen skramlen. Kun den lave, tilfredse spinden fra en morder, der havde afsluttet dagens arbejde.

En af de ting, jeg altid har frygtet, skete lige nu. Agent Pus kom ind – råbende, med et levende bytte i munden. Renés kontor, som i dag også fungerer som stue på grund af ombygningen, var fyldt med ting, og det hele foregik næsten på mine fødder. Selvfølgelig.

I panik fik jeg sko på og ledte efter et våben. Jeg startede med træskoene (logisk, ikke?), men skiftede hurtigt til sutsko – lidt mere manøvredygtigt, hvis nu musen prøvede noget. Og ja, jeg vidste godt, jeg lignede en klovn, men det kunne ikke hjælpes.

Musen, stadig levende og hurtigt som lynet, spurtede under reolen. Agent Pus miavede ad mig, som om hun sagde: “Hvad laver du? Hjælp mig nu!” Jeg forsøgte at bevare fatningen, snerrede til hende, at hun bestemt ikke måtte smutte – jeg havde brug for mesterdræberen her. Med en af hendes drillepinde fik jeg lokket musen lidt frem. Seriøst, hvem gør sådan noget i sin egen stue?

Agent P sprang ind efter den, mens jeg stod med hjertet i halsen og tænkte: “Er det her mit liv nu? At agere medhjælper til en kattemorder?” Musen nåede hen til siden af sengen – ikke under, ikke bag, men på et sted, hvor jeg næsten kunne ånde igen.

“Har du den?” spurgte jeg, og panikken kunne høres i min stemme. Selvfølgelig havde hun den. Hun gik ind i soveværelset og lagde den på tæppet ved siden af min seng. Men jagten var ikke slut endnu. Musen sprællede, Agent P hentede den, slap den, og ja – den var skadet. Den lå på ryggen og sprællede hjælpeløst.

Jeg forsøgte at give den dødsstødet med træskoen. Ikke min stolteste præstation, men nok til at afslutte dens lidelser. Agenten tog over: spiste musen, vaskede sig, tog en tår vand, gik en sejrsrunde gennem kontoret og forlod scenen med elegance. Og jeg? Jeg sidder stadig med pulsen i halsen og forsøger at overbevise mig selv om, at jeg stadig er en civilist og ikke officielt en deltager i et musemord.

"Der er et særligt slags mørke, når en flagermus flyver gennem stuen. En vanvittig blanding af skrig og raslen, klapren af vinger og mit eget hjerteslag, der overdøver alt. Agenten slæbte den ind, som om hun havde fundet verdens bedste legetøj. Jeg? Jeg gemte mig, ubrugelig, reduceret til et offer i mit eget hjem. Ingen træsko kunne redde mig dér. Jeg havde intet våben mod den levende rædsel, der baskede rundt mellem gardinerne. Det tog timer, før jeg turde trække vejret normalt igen. Jeg husker det stadig som en af de værste nætter i mit liv. Agenten? Hun så blot tilfreds ud."

Nogle grænser findes selv i krig. Da Agenten kom valsende ind med en levende harekilling i munden, hoppende tværs gennem stuen, brød min facade sammen.
Det blik. Den panik. Jeg kunne ikke lade den ende i langsom død.
Jeg fangede den og bar den ud i marken – vidende at jeg blot udsatte uundgåelige timer.
Agent Pus så efter mig fra trappen. Ti minutter senere kom hun hjem igen. Med den samme harekilling. Død denne gang. Som en påmindelse: “Det er mig, der bestemmer her.”

"Jeg troede faktisk, vi havde en aftale. Ingen flere harekillinger. Men dér stod hun – Agenten – i kælderen med sit ansigt, der nærmest udtrykte skuffelse over, at jeg havde opdaget hende for tidligt. Hun forsøgte at skjule sit ligefund, men måtte til sidst fake begejstring, som om vi begge to vidste, at det her var en sejr. Jeg sagde: 'Ej, jeg troede vi var venner.' Hun svarede ingenting. Hun begyndte bare at spise bagkroppen. Det blik fra det døde øje… det bliver hængende i mig. Jeg fjernede resterne. Hun ledte senere efter sin snack og så på mig, som om jeg havde forrådt hende. Måske havde jeg det."

"Der findes få øjeblikke i livet, hvor man føler sig helt magtesløs. Ét af dem er, når en mus søger tilflugt bag sengegavlen, og Agent P ser på mig med et blik, der siger: 'Så er det nu, Civilist.' Jeg hader den følelse. Træskoen er mit våben, dørstopperen mit sidste forsvar, men musene er hurtigere end mig. Agenten forventer resultater, og jeg – hendes ulykkelige partner-in-crime – må adlyde. Hver gang tænker jeg: hvordan endte jeg her? Jeg, der engang bare ville have en stille aften i min seng, endte som bøddel i nattens skygger."