Klokken er cirka 23.30. Agent Pus mener, at hun har krav på noget spiseligt.
En godbid.
Lidt mad.
Noget.

Jeg er ikke enig. Der er ingen grund til at fodre en kat, der allerede har fået det, hun skal have. Agent Pus accepterer beslutningen.
Teknisk set.
Hun siger ikke noget. Hun protesterer ikke. Hun går bare.
Og jeg burde på dette tidspunkt have forstået, at der var tale om en strategisk tilbagetrækning.

For hvis Civilisten ikke vil levere mad...
...så må Agenten åbenbart selv skaffe noget.

23.30-ish: fødevarestrategien omlægges. Agent Pus går på jagt.
Kl. 01.00 kommer hun tilbage.
Med en mus. Død. Hun får ros. Spiser musen.
Problemet er bare, at en enkelt mus åbenbart ikke udgør et fuldt måltid.
For 30 minutter senere er hun tilbage. Med endnu en. Også død. Også spist.
Denne gang hjælper det, på maven. Og på humøret.

Resten af natten ligger Agent Pus mellem mine fødder i fodenden. En fredelig afslutning på en ganske effektiv selvforsyningsoperation.
Kl. 05.30 er hun så rigtig sulten. Dagens første måltid bliver serveret.
Jeg er ikke helt vågen. Det er her, tingene går galt.
Jeg plejer at gå meget langt uden om dækservietten om natten. Især i mørke. Man ved aldrig.

Jeg synes faktisk, jeg gør det denne gang. Jeg bevæger mig forsigtigt tilbage mod sengen.
Og så mærker jeg det.
Noget koldt.
Under hælen.
Og det sidder fast.

Frak.

Jeg har trådt på efterladenskaber. I min halvsovende tilstand reagerer jeg forbavsende roligt.
Ingen skrig.
Ingen panik.
Jeg gør bare det mest naturlige i verden:
Jeg kører hælen hen over kanten af topmadrassen.
Og lidt længere ind på madrassen.
..

Hvorfor, dame?
Hvorfor gør du det?
Lagnet er hvidt.

Det er først bagefter, det går op for mig, at jeg netop har taget noget, der befandt sig under min hæl, og effektivt fordelt det på mit sengeudstyr.
Jeg vælger at bekymre mig om det senere. Og falder i søvn.
Da jeg vågner anden gang, kommer Agent Pus og beder om resten af sin mad.

Og så opdager jeg omfanget af katastrofen. Der har faktisk været rester.
Fra begge mus.
Noget, der meget vel kan være maveindhold, galde eller den slags efterladenskaber, Agent Pus lejlighedsvis finder passende at efterlade efter et måltid.
Den ene rest ligger på tæppet.
Den anden...

Den anden har jeg allerede distribueret rundt på madrassen med min hæl. Jegsidder et øjeblik og betragter resultatet.
To mus.
To måltider.
Én kat.
Én hvid topmadras.
Og én Civilist, der tydeligvis ikke var vågen nok til at træffe gode beslutninger.
Lagnet skal skiftes senere.
Agent Pus er tilfreds. Hun fik sin mad. Hun fik to ekstra mus. Hun fik lov til at sove mellem mine fødder.
Og hun har efterladt dokumentation for begge måltider.
Hvis man ser bort fra madrassen, må operationen vel betegnes som en succes.

For Agent Pus.

Jeg hoster stadig. Det er efterhånden ikke længere en forkølelse.

Det er en lydinstallation.

Jeg hoster så meget, at min blære og bækkenbund også har valgt at deltage aktivt i projektet, hvilket betyder, at nattesøvnen nu afbrydes både af hoste, vand og Agent Pus.

Kl. 00.06 ankommer Agenten med en mus. René er vågen. Han puffer til den.
Død.
Fint.
Han er på vej tilbage i seng.
Og så sker det.

Musen tager flugten. Undskyld mig?
Hvis man ligger helt stille, når et menneske puffer til én, og derefter springer op og løber væk, når man bliver anset for død, så er det fandme nye skuespilshøjder for en mus.
Ned ad trappen. Agenten efter

Mit bud:
Ud i agentens mund.
Men jeg er ikke helt sikker.
Og jeg har ikke overskud til en fuld efterforskning.

Kl. ca. 01.50 kommer Agent Pus så larmende ind igen.
Yes.
Levering.
Hun kommer nok op.
Det gør hun ikke.
Jeg går ned.
Og dér ligger hun.
Midt i entreen. Agent Pus. Vældig stolt af sig selv.

Det er den slags ansigtsudtryk, der betyder:
“Jeg har udført fremragende arbejde. Du er velkommen.” Jeg antager, at hun har fortærret sit bytte.
Men fordi jeg efterhånden har lært, at antagelser er en farlig ting i dette hus, tager jeg lige et kig i kælderen.
Ingenting. Okay.
Så er der kun ét sted tilbage.

The Secret Stash. Under kældertrappen. Jeg kigger.
😱
😱😱
EN STOR FED DØD ROTTE.
Nej. Bare nej. Det her var ikke på dagens program.
Jeg magter det simpelthen ikke.

Rotter står øverst på min liste over:
UØNSKEDE GAVER FRA AGENT PUS
Og jeg står der med hoste, vandtryk på blære og bækkenbund, der er presset, søvnunderskud og en stor død rotte under en trappe.
Agent Pus? Vældig stolt. Selvfølgelig. Hun har tydeligvis leveret en gave i premiumsegmentet.

Jeg går op. Vækker René. Fortæller ham, at jeg ikke magter den døde rotte under trappen.
René står op. Agent Pus fremviser stolt sin uønskede gave.

Jeg vil gerne understrege:
Jeg har aldrig bedt om en rotte. Aldrig. Ikke mundtligt. Ikke skriftligt. Ikke ved at nikke. Ikke i søvne. Ikke som en del af nogen tidligere aftale.
Rotter er ikke en del af serviceydelsen. Jeg går på toilettet. Fordi hoste og vand åbenbart nu har besluttet sig for at lægge maksimalt pres på hele systemet.

René råber:
“KALDER DU PÅ AGENT P?” Ja. Om to sekunder.

Min definition af at kalde på Agent Pus består på dette tidspunkt af:
ryste med madbøtten og give hende et par godbidder. Det virker.

Agent Pus bliver strategisk underholdt, mens René fjerner rotten fra kælderen. Det er teamwork. Meget ulige fordelt teamwork.
Vi går i seng igen. Agent Pus går ud igen.

Jeg ligger i mørket. Hoster. Og tænker på én ting:
Min største frygt er en levende rotte i huset.
En død rotte under kældertrappen er dokumenteret tilbagevendende kapacitet i Agent Pus' gaveprogram.

Kl. 06.38:
En død mus.På dækservietten. Den bliver spist.
Jeg registrerer det med den energi, man har efter en nat med hoste, mus og rotte.Agent Pus tager derefter en lille omgang zoomies i soveværelset.
Hun øger gradvist sine forsøg på at få mig ud af sengen. Jeg holder stand. Hun intensiverer. Og Agent Pus går direkte til næste fase:
Rullegardinet. Selvfølgelig .Kl. 07.18 lykkes det. Jeg står op.
For når man har leveret mus, transporteret mus, haft natlig territorial konflikt, afleveret en rotte og vækket mig, er der stadig et vigtigt spørgsmål:

Hvad skal vi lave nu? Jeg ved ikke, hvad Agent Pus har planlagt.
Jeg ved kun: Jeg vil gerne sove. Og hun vil gerne have mig op.

Jeg tror, vi har forskellige målsætninger for dagen.

Jeg gik i seng meget tidligt. Ikke sådan “nå, jeg går tidligt i seng, så jeg kan være frisk i morgen”-tidligt.

Mere sådan:“Min krop har officielt opsagt samarbejdet, jeg går i seng nu.”

Forkølelsen vil ikke aftage. Jeg hoster. Jeg snøfter.
Jeg har cirka samme fysiske overskud som en våd karklud.

Kl. 20.10 bliver der leveret levende mus. René tager sagen. Jeg ligger i sengen og kan høre på gokket, at musen er levende.
Fint.
Godnat.
Jeg lukker øjnene.
Hoster.
Vender mig.
Hoster igen.
Prøver at finde den ene position, hvor halsen ikke føles som sandpapir. Det lykkes ikke.

Kl. 02.14:
“Hej.”
Et lille bitte hej. Jeg når knap at registrere, at Agent Pus eksisterer, før hun fræser ned ad trappen.
Så er jeg vågen. Og jeg ved allerede, hvad det betyder.
Levende mus.
Jeg får mig selv ud af sengen i en tilstand, der bedst kan beskrives som en kombination af søvn, feberagtig forkølelseståge og ren overlevelsesvilje.
Og så viser det sig, at Agent Pus har medbragt en kæmpestor, kornfed Bom-mus. En mus med tydeligvis bedre ernæringstilstand end mig.

Indfanget.
Sluppet løs i stuen.
Før jeg når at få tændt lyset og finde både kat og mus, har Agent Pus allerede taget sagen op igen. Jeg forsøger at få overblik. Jeg får sagt nej til at agenten må gå i køkkenet.

Det er åbenbart en afgørende strategisk fejl. Agent Pus tager sin levende mus og skridder ud. Så står jeg der. I nattens mørke. Forkølet. Hostende.
Og ser min kat forsvinde ud af huset med en kæmpestor levende mus. Jeg går i seng igen. Fordi hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg lægger mig. Hoster. Hoster igen. Hoster så voldsomt, at jeg på et tidspunkt overvejer, om det måske er mere effektivt bare at flytte direkte ind på badeværelset.

Og så:
Skrig.
Hvæs.
Flere skrig.
Flere hvæs.

Okay.
Det er ikke musen. Det er Agent Pus, der er i slagsmål. Jeg kommer ud af sengen igen. Tøj på. Ingen elegance. Ingen værdighed.
Bare den slags påklædning, man tager på, når man har opdaget, at ens kat muligvis er ved at starte en mindre krig klokken meget sent om natten.
Jeg kommer ned og lokaliserer dem. Forhaven. Pelusa står meget tæt på Agent Pus. Agent Pus ser i mørket ud til at ligge ned.
Jeg ved ikke, om hun ligger ned, fordi hun er blevet slået. Om hun ligger ned, fordi hun selv har lagt Pelusa ned.
Eller om hun simpelthen har besluttet, at efter en så lang nat er vandret stilling den mest effektive operative position.
Jeg åbner hoveddøren. Beder Pelusa om at smutte hjem til sig selv.
Han lunter af.
Ikke specielt hurtigt.
Så han får lidt ekstra verbal motivation. Han lunter lidt hurtigere.

Agent Pus kommer op på trappen. Hun puster. Sådan rigtig puster. Jeg beder hende komme med ind.
Hun kigger på mig.
Nej.
Hun bliver liggende.
Selvfølgelig.
Jeg står der, forkølet, træt, iført tilfældigt nattøj og med et hosteapparat i brystkassen. Min kat ligger på trappen og nægter at samarbejde.
Jeg går i seng igen. På et tidspunkt kommer hun ind. Jeg ved ikke hvornår.

Jeg ved kun, at det på en eller anden måde lykkes mig at få lidt søvn ind mellem hosteanfaldene.
Og nu er hun ude igen. Efter første portion morgenmad.

Så status her til morgen er:
Jeg har sovet elendigt.
Jeg har hostet mig gennem natten.
Jeg har været oppe flere gange.
Der har været mindst to levende mus.
Der har været museslip i stuen.
Der har været levende muse-transport til ukendt destination.
Der har været katte-slagsmål i forhaven.
Jeg har stået ude i mørket og administreret bortvisning af Pelusa.
Agent Pus har pustet på en trappe.
Og efter alt dette har hun spist morgenmad og er gået ud igen.

Jeg er forkølet.
Jeg er udmattet.
Jeg hoster.
Agent Pus har det tilsyneladende glimrende.

Det er meget svært ikke at konkludere, at det er mig, der er den svage part i denne organisation.

René fortæller, at Agent Pus har haft en mus med, inden han gik i seng. Den blev fortærret under spisebordet.
Jeg har ikke hørt en skid. Jeg er åbenbart nået til et nyt niveau af søvn, hvor Agent Pus kan gennemføre hele operationer uden at registrere dem i min bevidsthed.😬

00.30. Vokal.
Denne gang hører jeg hende. En død mus leveres.
Jeg foretager statuskontrol fra sengen. Med dørstopper. Død. Fremragende. Ingen grund til at rejse sig. Ingen grund til at iføre sig sutsko. Ingen grund til at starte noget som helst.
Sagen burde være afsluttet.

Men så opdages bevismaterialet her til morgen. På det runde tæppe ligger der temmelig store efterladenskaber. Og nu bliver det interessant.
For hvilken mus kommer de fra?
Er det den mus, der blev leveret 00.30? Den virkede helt ordinær af størrelse.

Eller havde Agent Pus faktisk endnu en mus med tidligere på natten, mens jeg intetanende lå og antog, at Agent P blot havde heepie jeepies?
Der foreligger ingen vidner. Ingen overvågning. Ingen sikker tidsangivelse. Kun efterladenskaber.

🕵️ Sagens status
Mus 1: Registreret af René, fortærret under spisebordet.
Mus 2: Leveret 00.30, verificeret død fra sengen.
Efterladenskaber: Temmelig store.
Oprindelse: Ukendt.

Konklusion:
Jeg ved, at Agent Pus har leveret mindst to mus. Jeg ved ikke, om hun har leveret flere. Jeg ved ikke, hvem der efterlod bevismaterialet. Og jeg ved med sikkerhed kun én ting:
Agent Pus sladrer ikke. 😼

Agent Pus ankommer med en mus. Huset er stadig halvmørkt. Jeg har netop været på toilettet og er derfor strategisk fanget i et hjørne af huset.

Bare fødder. En potentielt levende mus. Og som eneste tilgængelige udstyr: have-Crocs.

De kan enten fungere som fodtøj eller mordvåben. Jeg vælger at håbe på det andet.

Musen vurderes tilsyneladende som død. Eller også er Agent Pus ligeglad med formaliteterne.
Hun begynder i hvert fald at spise den, før jeg når at få status endeligt bekræftet.

06.30.
Jeg står og børster tænder. Jeg kan høre Agent Pus igen. Jeg råber ned mod hende og spørger, hvad hun har med.
Bonusoplysning: Jeg står i kælderen.
Da jeg kommer op, er hun endnu ikke kommet ind. Hun har altså stået udenfor og råbt, mens hun var på vej hjem med dagens levering. 😱

Byttet viser sig at være en fugl.
Og fugle har gennem tiden vist sig at være ekstremt upålidelige med hensyn til dødsstatus. Denne er levende. Meget levende.
Den vælger straks at flyve direkte mod mig. Heldigvis har jeg været forudseende og fået sko på.
Levende fugle behøver ikke nødvendigvis befinde sig på gulvhøjde.

Ny taktik afprøves:
Kan en have-Croc bruges som pacificeringsvåben? Ja.

Agent Pus overtager herefter fortæringen. Da operationen er afsluttet, fræser hun rundt med lange fuglefjer hængende i knurhårene.
Hun ser ekstremt tilfreds ud. Og kræver naturligvis en belønning. Godbidder administreres.

Agent Pus forlader stedet. Jeg står tilbage, med sko på. Og en voksende erkendelse af, at have-Crocs nu officielt indgår i det operative arsenal.

Jeg åbner kælderdøren.

Deja-vu.
Ikke bare lidt.
Flere episoder.

Først bliver jeg mødt af en sky af fjer.

Been there.
Done that.

Åbenbart igen.

Jeg går ind, sætter rygsækken fra mig og får endelig sat mig ned.

Det har været turdag.

Jeg har været på arbejde.

Mine fødder er trætte.

Skoene skal af.

Og lige dér.

Mellem mine sandaler og kælderens træsko.

Fuglesplat.

😑

Selvfølgelig.
Been there. Done that too.

Jeg konstaterer, at Agent Pus endnu en gang har efterladt materiale, der potentielt kunne fortælle noget om dagens operation.
Jeg er umådelig træt. Så jeg gør det eneste fornuftige.

Jeg ignorerer det. Det ligger der stadig. Jeg håndterer det senere.

Et lille bitte hej.
Det er Agent Pus.
Jeg spørger, om morgenmad er interessant.

Det viser sig, at hun allerede har taget madpakke med.
En levende lille snack-mus.
Den skriger.

Jeg tager sutsko på, griber en træsko og går på jagt sammen med katten, som om dette er en helt almindelig måde at starte dagen på.
Musen vælger have-Crocs. Det var faktisk et glimrende valg.

For mig.

Det viser sig nemlig, at et par have-Crocs kan mase en lille mus tilstrækkeligt ned til, at den bliver pacificeret.
Så kan man få afsluttet sagen med træskoen.

Agent Pus spiser sin snack, mens jeg sætter træskoen tilbage på plads.
Det er åbenbart sådan, vores morgener fungerer nu. Jeg administrerer morgenmad i form af high fives og resten i foderaktiveringsskålen.

Agent Pus genoptager patruljen.
Jeg overvejer, om jeg også burde få morgenmad.
Muligvis uden levende indhold.

Man kan høre Agent Pus længe før hun kommer. Det er efterhånden sådan, man ved, at noget er på vej.
En mus bliver afleveret ved spisebordet, og Agent P fortsætter ind i stuen.
René aktiveres.
Det særlige toneleje kommer frem. Det, der kun bruges til gaver.
Der bliver spurgt ind til musens tilstand.
For erfaring har lært os, at en mus, der ser død ud, ikke nødvendigvis er død.
Denne er heldigvis død.
Ros.
Lidt nus bag øret.
Fortæring.
En lille smule efterladenskaber. Jeg lader René tage den del. Han har ikke opdaget dem med det samme.

Klokken 23.30 vækkes jeg igen af vokalisering.
René er på sagen.
Denne gang levende.
Jeg registrerer ikke nogen træskoindsats og falder tilbage i en form for søvn.

00.31 er René gået i seng og ligger og læser.
Jeg vågner igen.
Agent Pus har endnu en mus. Jeg ved ikke, om den er levende eller død. Jeg kan heller ikke huske det.
Det er imponerende, hvor meget information der kan forsvinde, når man bliver revet ud af dyb søvn af en kat, der råber.
.

05.17.
Jeg kan høre hende. Og jeg fortryder dybt, at jeg overhovedet vækkede hende tidligere, men naturen kaldte højere end hensynet til sovende Agenter.
Hun kommer ikke op. Jeg antager, at hun er i kælderen. Det er hun åbenbart ikke. Hun er i stuen.
Og hun har en superhurtig Bom-mus. Den fræser rundt.
Ind under sofaen.
Ud fra sofaen.
Jeg forsøger at hjælpe med træskoen.
Jeg rammer primært gulvet.
Men det vigtigste er ikke længere at være effektiv.

Det vigtigste er:
Den må ikke komme ind bag reolen. Jeg nægter.
Den mus skal ikke blive til et nyt kapitel i boligindretningens kriminalhistorie.
Så går den mod havedøren. Jeg åbner.
Musen har en oplagt mulighed for frihed.
Den vælger ikke at tage den. Selvfølgelig ikke.

Videre mod køkkenet.
Mine søvndrukne reflekser overtager. "Det shitshow gider jeg ikke igen."
Jeg får afværget en køleskabsaffære.
Musen når hen mod døren til entreen.
Træskoen kommer i spil.
Ét gok. Ikke nok. Flere.
Jeg er ikke verdens mest humane musehåndteringsspecialist.
Jeg er bare et menneske klokken fem om morgenen, der meget gerne vil undgå en mus under køleskabet.
Til sidst er den død.
Agent Pus overtager. Musen bliver spist. Agenten går ud.
Jeg bliver siddende i sofaen. Jeg har opgivet at sove lige nu.
Jeg har heller ikke undersøgt, om der ligger indvolde på gulvet.
Det må fremtidens mig tage sig af.
Fremtidens mig har sikkert også bedre forudsætninger for at være begejstret for kriminalteknisk oprydning.
Lige nu har nutidens mig bare brug for at vågne.
Og måske et nyt nervesystem.

Man skulle tro, at det værste ved Agent P var de levende mus.
Det er det ikke.

Det værste er usikkerheden.

I nat har hun været forbi mig et utal af gange.
Jeg har ikke talt dem.
Mit bedste bud er omkring 820.

Normalt er hun faktisk ikke nogen specielt kælen kat.
Om natten bliver hun til et pelsklædt kærlighedsprojekt.
Lidt nus.
Lidt spinden.
Et par head buntings.
Så går hun.
Fem minutter senere er hun tilbage.

Hver eneste gang tænker jeg:
"Har hun noget med?"
Jeg tør næsten ikke kigge. For hvis hun har, så bliver det en lang nat. Hvis hun ikke har, vil hun bare have snacks.

Omkring klokken fire giver jeg op. Hun får mad. Jeg håber, at vi begge kan sove videre.
Det kunne vi ikke.
05.22 vender hun tilbage.
Denne gang har hun faktisk en muse-snack.

Levende.

Jeg har hovedpine.
Halvmørket hjælper ikke.
Jeg tror et øjeblik, at hun har tabt den.
Det har hun ikke. Den er bare lidt beskadiget.

Tidligere ville jeg måske have tænkt:
"Den kan nok ikke løbe."
Det tænker jeg ikke længere. Den slags erfaring har Agent P sørget for at give mig.
Ét træsko-gok senere overtager Agent P operationen og afslutter sagen.

Derefter forlanger hun – helt uden antydning af ironi – resten af sin morgenmad.
Det er nu anden nat i træk, hvor jeg har sovet elendigt.
Jeg er begyndt at mistænke, at søvnmangel også er en del af hendes træningsprogram for civilister.

📎 Kriminalteknisk Tillægsnote
Civilisten rapporterer en markant stigning i ikke-jagtrelaterede natlige forstyrrelser.
Den IP68-certificerede feltenhed gennemførte gentagne besøg med henblik på nus, fysisk kontakt og forhandling om ekstra foderrationer.
Kriminalteknisk Afdeling vurderer, at denne adfærd udgør en selvstændig kategori af operativ belastning, herefter benævnt:
Psykologisk Forberedelsesfase.
Formålet synes at være at holde Civilisten i en konstant tilstand af usikkerhed om, hvorvidt næste vækning skyldes kælenhed, sult eller en levende mus.
På baggrund af tidligere erfaringer vurderes metoden at være særdeles effektiv. 🐈😴🩴

Der findes nætter, hvor man bliver klogere.

Så findes der denne.

Klokken 23.22 starter egentlig ganske fredeligt. En død mus. Ét puf med træskoen. Alle er tilfredse.
Jeg tænker naivt, at det måske bliver en rolig nat.

Klokken 02.30 bliver jeg mindet om, at optimisme er en fejl.

Muse-Joe nummer ét har ingen intentioner om at dø med værdighed. Den tager den klassiske rute.
Bag sengebordet.
Bag sengegavlen.
Ned ad trappen.
Op ad trappen.
Ud.
Ind.
Fanget.
Sluppet.
Fanget igen.

På et tidspunkt står Agent P på reposen og ruller rundt på ryggen, som om hun er på wellnessophold, René står med en hævet træsko, og musen sidder midt imellem dem.

Jeg havde så frygteligt meget lyst til at bryde sammen af grin.
Det ville have været en dårlig idé.
Situationens alvor tillod det ikke.

Da vi endelig får skubbet sengene på plads, tænker jeg igen de tre farlige ord:
"Nu er det overstået."

Det var det ikke.
Kort efter ankommer Muse-Joe nummer to.
Den vælger ganske enkelt at gemme sig inde i min ene sutsko.

Her burde nattens begivenheder have lært mig noget.
For eksempel:

"Tro aldrig en mus er død."

I stedet vælger jeg at slå løs på min egen sutsko med en træsko.
Efter adskillige gok konkluderer jeg, at operationen må være lykkedes.
Jeg ryster musen ud.
Den er selvfølgelig levende.
Naturligvis.

På det tidspunkt føler jeg egentlig, at universet bare tester min karakter.
Resten udvikler sig til en blanding af panik, møbelflytning, flere utilstrækkelige gok og en Agent P, som på et tidspunkt vælger at kaste den halvdøde mus op mod mig.

Jeg skreg.

Det indrømmer jeg gerne.
Der findes et særligt skrig, som kun kan fremprovokeres af en flyvende mus klokken fem om morgenen.
Klokken 05.38 genoptager Agent P patruljen.

Jeg bliver siddende et øjeblik.
Og kommer frem til én ting.
Jeg hader virkelig de nætter.
…og samtidig ved jeg godt, hvorfor de kommer nu.
Høsten er begyndt.
Markerne bliver ryddet.
Musene mister deres hjem.

Agent P ser det åbenbart som et kald.
Jeg ser det mest som begyndelsen på en meget lang sensommer.

Jeg stod i kælderen, da jeg hørte hende.
Det der meget karakteristiske "JEG HAR NOGET!"-miav, som kan høres gennem flere etager.

Man bliver ikke glad længere.
Man laver bare en hurtig mental risikovurdering.

Mus?
Fugl?
Hvor levende?

Jeg blev stående j hobbyrummet.
Agent P havde parkeret en bom-mus ude på måtten.
Og dér opdagede jeg mit taktiske problem.

Jeg havde bare fødder.

Det er utroligt, hvor lidt man har lyst til at krydse en måtte, når der ligger en mus, som måske er død. Eller måske ikke. Historikken taler ikke ligefrem for optimisme.

Jeg blev derfor stående.
Lidt som en gidsel i mit eget hus.
René blev tilkaldt som frivillig minestryger.
Han udførte den efterhånden velkendte procedure.
Ét forsigtigt puf med træskoen.

Død.
Tak.

Først dér turde jeg passere.
Imens stod Agent P og ventede på den del af operationen, hun faktisk interesserede sig for.

Ros.
Nus.
Og hjælp til at få fjernet en imponerende samling burrer, som endnu en gang havde valgt at gå i offentlig tjeneste ved at hægte sig fast i hendes pels.

Musen blev fortæret.
Ingen blod.
Ingen indvolde.
Ingen ubehagelige overraskelser.

Jeg kunne fortsætte min aften med begge fødder intakte og uden at skulle vaske gulv.
Man opdager med tiden, hvor lavt ens standarder egentlig kan sænkes.
En aften uden levende dyr mellem tæerne tæller efterhånden som en succes.

Agent P gennemfører endnu en levering.
En lille mus.
Næsten præcis én time efter den forrige.
Man må beundre hendes punktlighed.
Det virker næsten som om, hun arbejder efter en vedligeholdelsesplan.

René går ned i entreen for at inspicere leverancen.
Det er her, han gør dagens vigtigste opdagelse:

Crocs er ikke et egnet musevåben.

Det kunne jeg egentlig godt have fortalt ham på forhånd.
Musen benytter lejligheden til at fortsætte sin karriere og bliver hurtigt forflyttet til soveværelset.
Selvfølgelig.
Under sengen.

Til sidst ender den på det runde tæppe, hvor træskoen – som så mange gange før – viser sig at være det korrekte værktøj.
Et enkelt velplaceret gok afslutter operationen.
Agent P overtager straks den biologiske destruktion og genoptager patruljen.

Klokken nærmer sig 03.00.
Så starter tordenvejret.
Den frygtløse jæger, som uden tøven håndterer mus, fugle og lejlighedsvis storvildt, beslutter nu, at vejret er en uacceptabel arbejdsrisiko.

Hun kræver derfor:

Mad.
Selskab.

Begge ønsker afslås.
Agent P protesterer højlydt.
Vedholdende.
Meget vedholdende.

Først omkring 06.30 opgiver jeg.
På præcis samme tidspunkt ophører tordenvejret.
Agent P går roligt udenfor.
Som om nattens forhandlinger aldrig havde fundet sted.

23.07.

Den lyd.

Den dér Agent P-lyd, som er høj nok til, at man straks ved:

“Hun har noget med.”

Og ganske rigtigt.

Agent Pus ankommer til soveværelset med en gråspurv.

Ved første øjekast ser den død ud.

Det er den selvfølgelig ikke.

Den er dog heller ikke flyvedygtig. Endnu. Hvilket i Agent P-sammenhæng tæller som positivt.

Fugl #1 bliver relativt hurtigt fortærret for enden af sengen, mens jeg sender en opgivende snap til Civilist C på nattevagt. Noget i retning af:

“Jeg bliver terroriseret af naturen igen.”

Jeg tænker kortvarigt:

Nå. Det var så det.

Hvilket naturligvis er dumt.

For kort efter ankommer:

Fugl #2

Samme lokation. Samme levering.

Denne gang med én meget vigtig forskel:

Den er særdeles flyvedygtig.😵‍💫

Når at sende Snap #2 til Civilist C — lige inden erkendelsen af at fuglen kan få luft under vingerne.

Fuglen præsterer næsten øjeblikkeligt at komme om bag gavlen på sengen.

Og dér starter det, jeg kun kan beskrive som:

et full blown shitshow.

Seng og gavl må flyttes ud fra væggen.

Agent P går bag sengen.

Ikke for at gøre noget ved situationen.

Nej.

Hun observerer fuglen med højlydt spinden.

Som om det hele er et gruppeprojekt, hvor jeg tydeligvis burde bidrage mere.

Undervejs udveksles ord.

Mine lyder cirka:

“Kunne du gøre noget ved den?!”

Hendes virker mere som:

“Se hvor dygtig jeg er 😌”

På et tidspunkt lykkes det omsider lortefuglen at lande på gulvet.

Og dér.

Jeps.

Træskoen.

Ét gok.

Mission afsluttet.

Jeg er ikke fan af denne udvikling.

Det dér med at nappe fugle i søvne og efterfølgende bruge soveværelset som improviseret fuglevoliere?

Nej tak.

Agenten?

Hun er gået igen.

Naturligvis.

Klokken 10.00.

Agent Pus ankommer.

Stille.

Ingen triumferende råben. Ingen dramatisk entré. Bare et lille:

“Miav hej.”

Jeg kigger ikke op.

Fejl.

For miavene fortsætter.

Og på den dér måde, hvor man langsomt mærker, at noget ikke stemmer. Som når huset bliver for stille, eller når ens hjerne forsøger at beskytte én mod virkeligheden.

Jeg konstaterer, at der er noget i entreen.

En mus, tænker jeg.

Naturligvis en mus.

HAHAHAHA nej.

Jeg kunne ikke have taget mere fejl.

Det er en stor fugl.

En meget stor fugl.

Agent Pus tager den resolut med sig op i soveværelset.

Og direkte:

IND UNDER SENGEN.

😱

Kriminalteknisk vurdering iværksættes hurtigt.

Ikke due.

Ikke gråspurv.

Ikke mejsestørrelse.

Det ligner en:

Fasan-kylling.

Levende.

Under.

Min.

Seng.

Heldigvis ikke flyvedygtig.

Uheldigvis meget løbedygtig.

Efter cirka 15 minutters ventetid, hvor både fugl og Agent P tilsyneladende havde interne forhandlinger under sengen, lykkes det omsider at få situationen ud i det mere åbne terræn.

Jeg får stoppet den fra at lave det, der uden tvivl ville have udviklet sig til:

“Operation Bag Gavl 2: Electric Boogaloo.”

Træsko lokaliseres.

Flere gok gives.

Ikke elegant.

Ikke værdigt.

Men funktionelt.

Agent P er nu i fuld gang med fortærring i soveværelset.

Jeg forestiller mig allerede fremtiden:

Fjer.

Rester.

Måske opkast.

Sandsynligvis eksistentiel udmattelse.

Det naturlige spørgsmål melder sig derfor:

Hvem har jeg pisset af for at være så heldig?

Agent Pus har tilsyneladende udviklet ny metode.

Vi er gået fra:

“JEG HAR EN MUS OG ALLE SKAL VIDE DET”

til:

Stealth mode.

Den slags lydgivning, der normalt betyder:
“Hej. Det er spisetid. Hvad laver I?”

Hvilket jo teknisk set ikke er forkert. Bare… stærkt misvisende.

Kl. 23.06 kommer den velkendte lyd.

Den bliver ignoreret.

Det er ikke fodringstid. Vi gør ikke natmad her.

Kort efter begynder knaselydene.

Nå.

Endnu en mus, tænker man træt. Business as usual. Agenten håndterer det sikkert selv.

Men så begynder skrigene.

Og det giver simpelthen ingen mening.

Hvordan hænger knaselyde og skrig sammen?

Det lyder som en usædvanligt dramatisk mus. En mus med meget stærke holdninger til situationen.

Det store lys tændes.

“Musen” ser halvdød ud. Bevæger sig kun lidt.

Men fortsætter med at skrige.

Det viser sig hurtigt hvorfor:

Det er ikke en mus.

Det er en gråspurv.

Muligvis med brækket vinge. Eller vinger.

Der er ingen reel intervention nødvendig. Situationen udvikler sig hurtigt og brutalt i den retning, Agent P havde planlagt fra begyndelsen.

Fuglen bliver fortærret.

Og i modsætning til normale fuglesager — som typisk ender i noget, der minder om en eksploderet pude — efterlades kun to små fjer som bevismateriale.

Man kunne næsten tro, det hele var indbildning.

Hvis ikke det var for skrigene.

Og knaselydene.

Og den voksende erkendelse af, at Agent P nu aktivt anvender taktisk deception.

Mus leveret.

Lige nu.

Agent Pus ankommer med det der udtryk, som om hun har løst et vigtigt samfundsproblem og forventer passende anerkendelse. Byttet bliver ikke bare afleveret. Nej. Det bliver gradvist forflyttet tættere og tættere på sofaen, så det rigtigt kan beundres.

En meget lille og meget tynd mus.

Ved første øjekast lignede den én, der var ved at udånde. Den landede faretruende tæt på mine bare fødder, hvilket efterhånden burde tælle som psykisk krigsførelse.

Og dér indtræffer karakterudviklingen.

For denne gang var der ingen tøven.

Ingen:
“Hmm måske er den næsten død?”

Ingen:
“Jeg finder lige sko…”

Fandme nej.

Vi har prøvet dét med levende mus og katastrofale flugtruter for nylig. Jeg nægter endnu en køleskabsmisere.

Træskoen blev grebet med imponerende beslutsomhed.

Ét gok.

Human afslutning. Ingen dramatik. Ingen sprint gennem huset. Ingen ventilationstekniske problemer.

Bemærkelsesværdigt krævede Agent Pus ingen protokol denne gang. Ingen nus. Ingen administration.

Blot en professionel forflyttelse af byttet til det lyse tæppe for konsumering.

Som om hele operationen blot var endnu en lørdag.

Man lærer åbenbart noget af traumer.

18.15.

Jeg sidder og spiser aftensmad.

Rolig musik i baggrunden. Et forsøg på at reparere en virkelig lorte dag. Bare lidt fred. Lidt kartofler, kylling og salat. Måske et øjeblik uden problemer.

Naivt.

Agent Pus ankommer.

Med gave.

Musen bliver smidt faretruende tæt på mine bare fødder, hvilket i sig selv burde være ulovligt. Jeg når lige at tænke:

Nåh… den er vist ved at udånde.

Forkert.

Meget forkert.

Musen beslutter sig øjeblikkeligt for at demonstrere, at den stadig har både ambitioner og benfunktion.

Løb.

Okay. Fint. Kriseberedskab.

Sko på.
Find træskoen.
Vi har prøvet det her før.

Jeg får lokaliseret musen og gør mig klar til det humanitære gok.

Og så sker det.

Det, der ikke må ske.

Musen hopper.

Ikke bare lidt. Ikke i panik rundt i stuen. Nej nej. Den vælger den absolut værste løsning og forsvinder direkte ind gennem ventilationsristen under køleskabet.

…

🤦

Game over.

Gone.

Agent Pus?

Også gone.

Hun har tilsyneladende afleveret problemet og clocket ud for dagen.

Så nu sidder jeg her tilbage med følgende scenarier:

Musen kommer ud igen på et tidspunkt. (ønskescenarie)
Musen dør derinde. (katastrofescenarie)
Jeg skal tilbringe de næste dage med paranoid overvågning af mit køkken og sniffe efter død gnaver. (realistisk scenarie)

Jeg er ikke begejstret for dagens udvikling.

Overhovedet.

Man burde kunne få lov til at eksistere stille og roligt på det tidspunkt. Spise morgenmad. Vågne langsomt. Overveje dagens gøremål.

Ikke i dette hus.

Agent Pus ankommer med direkte kurs mod kælderen. Det alene burde have været et rødt flag. Hun har et mål.

Og ganske rigtigt:

Fugl.

En mejse.

Levende.

Meget levende.

Operationen eskalerer øjeblikkeligt, da mejsen beslutter sig for at flygte ind i krea-rummet. Strategien virker umiddelbart gennemtænkt: flyv mod vindue.

Det eneste problem er selvfølgelig, at vinduet er lukket.

For mejsen bliver det en tragisk erkendelse.

For mig bliver det cardio kl. 07.20.

Agenten observerer situationen med den der energi af:
“Jeg har jo leveret problemet. Nu er det vel teamwork.”

Mejsen bliver fanget og præsenteret på gulvet. Ikke død nok til at lade naturen gå sin gang. Ikke levende nok til at være en reel mulighed.

Træskoen aktiveres.

Ét gok.

Job done.

Agent Pus virker tilfreds og iværksætter straks konsumering direkte på gulvet i krea-rummet. Som man jo gør.

Resultat:

Kælderen er nu dækket af fjer.

Overalt.

Et kreativt rum, ja. Men måske ikke helt den slags mixed media-projekt, jeg havde forestillet mig.

Den lyd.

Den lyd, der på under et sekund sender kroppen fra søvn til alarmberedskab. Ikke panik længere. Mere sådan en træt, opgivende form for katastrofeaccept.

Agent Pus er ankommet.

Med endnu en forbandet Schrödingers mus.

Og selvfølgelig – selvfølgelig – foregår leveringen under sengen.

Det starter med miaven. Meget miaven. Fra under sengen. Fra siden af sengen. Oven på sengen. Det er som om Agenten forsøger at afholde et vigtigt møde, som jeg tydeligvis burde være mere engageret i.

Men som altid:

Jeg stikker ikke hovedet ned under sengen.

Det er ikke frygt længere. Det er princip.

René bliver til sidst aktiveret. Han står op, tænder det store soveværelseslys – den slags lys, der føles som en forbrydelse midt om natten – og foretager inspektion fra reposen.

Resultat:

Ingen bliver synderligt meget klogere.

Men musen roses. For en sikkerheds skyld.

“Fin mus.”

Man lærer jo efterhånden, at ros gives først og spørgsmål bagefter.

Hvad musens status var ved levering, forbliver uklart. Levende? Død? Kvantemekanisk udfordret?

Men én ting står klart:

Den var død, da den blev serveret på tæppet ved siden af min seng. Også kendt som dækservietten.

Konsumeringen blev gennemført med betydelig entusiasme.

Og jeg må bare sige:

Smaskelyde er næsten lige så slemt som knaselyde.

Næsten.

Agenten genoptog herefter patruljen.

Jeg genoptog forsøget på søvn.

Med begrænset succes.

Et sted mellem 4 og 5 i morges – et tidspunkt hvor intet godt nogensinde sker – ankom Agent Pus med månedens første bytte.

Jeg vidste det med det samme. Ikke fordi jeg så noget. Men fordi man efterhånden føler det i kroppen. Den lyd. Den energi. Den måde stilheden ændrer sig på.

Musen blev, som traditionen efterhånden foreskriver, placeret under sengen.

Jeg nægter stadig at verificere noget som helst i gulvhøjde. Jeg har truffet en beslutning.

Det er endnu en Schrödingers mus.

Levende? Død? Halvvejs?
Det er ikke mit problem.

Agenten forventer naturligvis protokollen: nus, ros, anerkendelse. Jeg leverer… men tydeligvis ikke med den rette entusiasme.

Fejl.

Musen bliver omgående relokaliseret.

Direkte op på tæppet ved siden af min seng.

En slags passiv-aggressiv præsentation. Som om hun siger:
“Prøv igen. Denne gang mener du det.”

Så jeg gør det.

“Ja, det er en fin mus. Ja, du er dygtig.”

Hun accepterer.

Jeg slukker lyset. Lægger mig ned. Lukker øjnene.

Og falder i søvn…

…til lyden af knas.

Jeg fik næsten sendt sejrsrapporten for tidligt. Ja, mandagens midnatsmus blev håndteret. Ja, jeg ramte de 18 %. Men universet hader tydeligvis overmod.

Tirsdag morgen:
Agentens øje er stadig sammenknebet. Ikke voldsomt, men nok til at sætte alarmklokker i gang igen. Jeg taler med Dyrlæge Ole i telefonen. Bare dét navn giver ro. Ole tilbyder, at jeg kan komme ind med Agenten, så de kan bedøve hende og undersøge øjet grundigt.

Jeg har en mødetung dag og vælger – med en blanding af dårlig samvittighed og logistisk realisme – at se tiden an til onsdag.

Onsdag morgen:
Ny mus leveret. Selvfølgelig.

Endnu en Schrödingers mus.

Vi gennemfører protokollen: nus, ros, anerkendelse og den sædvanlige ceremoni, mens jeg mentalt forsøger at afgøre, om jeg står over for kadaver eller sprintkapacitet.

Død.

Gudskelov.

Øjet er fint åbent… indtil det ikke er det længere.

Jeg ringer til dyrlægen. Igen. Afsted med Agenten. Videre på arbejde. Aktivér Civilist C som sitter senere på dagen. Alle systemer kører nu i beredskabstilstand.

Dom: Øjet er ellers ok, men der er en lang rift i slimhinden.

Agent Pus modtager antibiotikaindsprøjtning og smertestillende. Jeg får også smertestillende med hjem til videre drift. Øjendråberne fortsætter.

Agenten er rasende, men medicinsk understøttet.

Torsdag morgen:
Endnu en Schrödingers mus.

Det antager jeg i hvert fald, for jeg bliver aldrig præsenteret for byttet. Jeg hører kun knaselydene. Det er åbenbart der, vi er nået til i relationen nu. Lydspor uden visuals.

Agenten har det mærkbart bedre. Hun dukker op til måltiderne, og vejret er godt, så hun patruljerer igen ude. Kombinationen af solskin og smertedækning har tydeligvis genoprettet kampmoralen.

Jeg selv lever i en tåge af arbejde, øjendrypning, museusikkerhed og praktisk logistik.

Jeg har sovet elendigt. Ikke almindeligt dårligt. Eksistentielt dårligt.

Agentens øje har generet mig hele natten som en mare. Det dér øje, der enten betyder "jeg skal til dyrlægen" eller “det bliver ok hvis du bliver ved med at skylle med saltvand”, og man ved aldrig hvilket. Resultatet blev en parade af absurde drømme, herunder et komplet mareridt hvor jeg tog Agenten med til dyrlægen… og glemte at tage hende med. Bare mødte op uden kat. Kørte hjem efter kat, og tog afsted igen på mooncar. Helt normalt.

Agenten virker til gengæld upåvirket. Naturligvis.

Klokken er 05.41, hvilket er et tidspunkt, hvor ingen anstændige begivenheder bør finde sted. Alligevel ankommer hun med endnu en gave. En Schrödingers mus.

Byttet bliver straks deponeret under sengen. To bump høres. Det kan betyde én af to ting:

Levende mus forsøger flugt.
Død mus bliver kastet rundt som sportsudstyr.

Jeg nægter at verificere noget som helst ved at stikke hovedet ned i gulvhøjde. Jeg har grænser.

I stedet iværksætter Agenten straks protokollen: nus, ros og anerkendelse. Hun står der som en lille pelsklædt projektleder og forventer feedback på nattens arbejde. Jeg leverer mekanisk, stadig halvt i drømmetilstand.

Da hun har fået nok opmærksomhed, bliver musen omsider præsenteret.

Død.

Fint. Så kan jeg sove videre.

Som om.

Kort efter følger næste fase af operationsforløbet: inhaleret mus resulterer i opkast.

Selvfølgelig.

Og ikke bare hvor som helst. Ikke på gulvet, hvor man kan komme til. Ikke på tæppet. Ikke på et sted med bare en smule værdighed.

Nej.

Under sengen.

Så da agenten er eskorteret ned for at få resten af morgenmaden, ligger jeg på knæ i halvmørke og tørrer musebræk op under sengen. Jeg ved ikke præcis, hvornår mit liv tog denne drejning.

Bonusnote: Har talt med dyrlægeklinikken og sendt billeder af en meget usamarbejdsvillig kat. De vurderer, at det sandsynligvis går i sig selv og ringer, hvis en tid bliver nødvendig.

Agenten spiser.
Jeg eksisterer

Man lærer efterhånden at mærke, når noget ikke stemmer. Ikke nødvendigvis dramatisk. Bare den der stille fornemmelse af, at Agent Pus ikke er helt, som hun plejer.
Jeg syntes, det ene øje virkede en smule mere mat end det andet. Ikke meget. Bare nok til, at det satte sig i baghovedet.
Så vi tog til dyrlægen.
Agenten var, som forventet, aldeles utilfreds. Hun genkendte klinikken med det samme – stedet hvor hun tidligere på måneden fik fjernet sting. Man kunne nærmest se fornærmelsen brede sig i pelsen.
Undersøgelsen gik i gang. Kontrastvæske i øjet. Stor indignation fra patientens side. Professionel ro fra personalets side. Let skyldfølelse fra min side.
Dommen lød heldigvis ikke på ridser eller alvorlige skader. Der var tale om en rød og hævet slimhinde. Irriteret, men håndterbart.
Behandling: øjendråber to gange dagligt i seks dage.
Jeg er oprigtigt glad for, at jeg ringede og fik bestilt tiden. Den slags kan hurtigt vokse sig større, hvis man venter for længe. Nu blev det nappet i opløbet, og vi kan få styr på det, før Agenten udvikler endnu stærkere meninger om situationen.
Hun er hjemme igen nu. Fornærmet, men funktionel.
Jeg forventer modstand ved første drypning.

Jeg sad midt i noget så fredeligt som at sy et par bukser til mig selv. En illusion af kontrol. Den blev kortvarig.

Agent Pus kom ned ad trappen med den der lyd. Den lyd. Den, der får ens krop til at reagere, før hjernen når at følge med.

Munden fuld af stor mus. Med garniture. Selvfølgelig.

Og ja – den var levende. Meget levende.

Fødderne i sko. Hurtigt. Mus og bare tæer er ikke en kombination, jeg eksperimenterer med. Træsko i hånden. Standardudstyr.

Men så tager situationen en drejning:
Musen vælger badeværelset.

Mit absolutte frygtscenarie. Hvis den ryger under spa’et, er det slut. Den bliver aldrig set igen. Jeg overvejede kort at flytte.

Heldigvis – og jeg bruger ordet bevidst – sidder den op ad væggen ved brusekabinen. Jeg kigger på den. Agenten kigger på den. Ingen gør noget.

Og så rammer det mig:
Det her er mit problem nu.

Jeg prøver. Jeg fejler. Musen løber under vasken. Jeg kigger på Agenten. Det må være hendes job. Efter en form for tavs forhandling gør hun noget.

Musen sætter kurs mod toilettet. Jeg positionerer mig på modsatte side. Der er ingen vej, den skal under det spa. Ikke i dag.

To gange får jeg gokket den tilbage. “FUCK NEJ” flyver ud af mig, helt ukontrolleret.

Musen ender tilbage ved start.

Og Agent P?
Hun har nu placeret sig inde i brusekabinen. Og… observerer.

Jeg bliver evalueret.

Jeg giver musen et gok. Tænker: det må være nok.
Agenten er uenig. Hun prikker til den og går væk.

Musen vender sig.

Og her ved jeg det: en halvdød mus er stadig en hurtig mus.

Endnu et gok. Game over.

Jeg går tilbage til symaskinen. Som om noget af det her var normalt.

Så kommer lydene.
Knase.

Og så… lyden af mus retur.

For. Filan. Kat.

Hun har lige spist. Hun har absolut ikke brug for den mus. Eller min lektion i musejagt.

Jeg leder efter køkkenrulle. Panisk. Hvor er en ny rulle? Selvfølgelig kan jeg ikke finde den.

Jeg ringer til René.

Finder den.

Tørrer op.

Sætter mig igen ved symaskinen.

Og overvejer, meget seriøst, om jeg i virkeligheden er i gang med en slags uofficiel uddannelse i avanceret musehåndtering.

Der findes mange måder at få en dårlig nattesøvn på.
En af de mere effektive er at blive vækket kl. 01.47 af Agent Pus med en levende mus i munden.

Lyset tændes.
Musen sidder helt stille på tæppet ved fodenden af sengen.

Jeg beslutter, at nu er tiden kommet til at demonstrere de færdigheder, jeg mange gange har observeret René udføre.
Træsko hentes.

Planen virker egentlig simpel:
1. Gok
2. Mus død
3. Ingen dramatik

Hvor svært kan det være?

Det viser sig at være temmelig svært.
Jeg er ikke stealthy nok.
Musen løber.
Jeg bliver forskrækket og udsender et mindre – men tydeligt – skrig.
En mus der bevæger sig mod mine fødder er tilsyneladende noget af det mest skræmmende i verden klokken 01.47.

René vågner.
Han grynter noget til mig, tager træskoen og går på opdagelse.
Kort efter lokaliserer han Agent P og musen på kontoret.
Han roser agenten for en meget fin mus og lyder i øvrigt ualmindelig frisk til et menneske, der lige er vågnet midt om natten.

Musen bliver derefter forflyttet tilbage til soveværelset.
Den løber ind i et hjørne.
Og her viser det sig tydeligt, hvem der er hvem.
René giver den et perfekt træsko-gok, selvom den forsøger at gemme sig.
Jeg er faktisk en smule imponeret.

Agenten kræver herefter kun minimal nus og ros, hvorefter musen fortærres.
René vender tilbage til sengen, grynter noget uforståeligt og sover videre.

Min egen nattesøvn derimod…
Den bliver ikke bedre resten af natten.

Jeg er vågen og tjekker uret.

01.22 - igen. Ok jeg har ligget her et stykke tid.

Agent Pus er ankommet.

Hun befinder sig under sengen. Det gør musen også.
Jeg kan se den tydeligt.

Det er altså ikke en Schrödingers mus.
Den er meget konkret og særdeles levende.

Den sidder direkte under mig.

Jeg overvejer situationen et øjeblik.
Mulighed A: finde dørstopperen og gøre noget ved sagen.
Mulighed B: lade være.

Det bliver mulighed B.

Agenten tager sagen i egen hånd. Musen vælger flugten og styrter ned ad trappen.

På dette tidspunkt er René også vågnet, selv om jeg egentlig bare har haft lyset tændt et stykke tid mens jeg lå og vurderede situationen.

René har et betydeligt mere roligt forhold til både bare fødder og levende mus.

Han giver den et gok på repos’en.

Ikke helt hårdt nok.

Han virker kortvarigt overrasket over, at den stadig er levende.
Men kun kortvarigt.

Agent Pus overtager og afslutter operationen.

Hvad hun derefter foretager sig – patrulje eller søvn på kontoret – er uklart.
Jeg har på det tidspunkt valgt strategisk genindtræden i søvnen.

Missionen virker afsluttet.

Indtil kl. 05, hvor agenten igen miaver ved mig.

Morgenmad skal naturligvis serveres.

Jeg bliver vækket af en lyd.

Den er ikke høj.
Bare… karakteristisk.

Den slags lyd der øjeblikkeligt udløser panik i hjernen:
Er den levende?

Lyset bliver tændt.

Heldigvis ikke.

Agent Pus står klar med en mus. Den klassiske natlige fremvisning. Jeg gennemfører hurtigt protokollen: nus, ros og anerkendelse.

Agenten vurderer tydeligvis indsatsen som utilstrækkelig.

Mine halvhjertede forsøg bliver afvist. Hun hopper op i sengen og demonstrerer derefter meget pædagogisk den korrekte procedure:

– venstre side af hovedet
– højre side
– under hagen
– toppen af hovedet

Jeg følger instruktionerne.

Hun hopper ned igen.

Jeg er ikke dum nok til at slukke lyset.

Kort efter vender hun tilbage til runde to. Mere nus. Mere kontrol af kvaliteten.

Det føles som en evighed.

Da knaselydene endelig begynder, tjekker jeg uret.

01.26

Missionen er i gang.

Lyset bliver slukket, men søvnen er desværre allerede forsvundet. Resten af natten tilbringes i en slags halvvågen tilstand.

Agenten derimod virker ganske tilfreds.

Update på muse-operationen.

Det viste sig hurtigt, at min indsats i forbindelse med protokollen ikke levede op til standarden.

Jeg havde ganske enkelt ikke rost tilstrækkeligt.

Resultatet lod ikke vente på sig.

Musen blev strategisk forflyttet op i gangen, hvor Agent P iværksatte en længere og særdeles energisk opvisning i disciplinen musekast.

Dette blev udført direkte foran mig, tydeligvis med pædagogisk hensigt.

Agenten rullede desuden rundt i musen i et forsøg på at demonstrere korrekt entusiasme.
Da jeg stadig ikke bidrog tilstrækkeligt med nus og begejstring, blev René rekrutteret som assistent.

Herefter blev situationen betragtet som tilfredsstillende.

Musen blev spist.

Kort efter blev den dog kastet op igen.

Den efterfølgende administrative opgave med oprydning og rengøring blev – helt rimeligt – uddelegeret til René.

Mission afsluttet.

Man skulle tro, man kunne komme hjem fra arbejde i fred.

Det kunne man ikke.

Første skridt ind i kælderen resulterede i direkte kontakt med noget… blødt. Og forkert. Meget forkert.

Det viste sig at være muse-splat.

Ved nærmere inspektion (efter lys var tændt og realiteter accepteret) stod det klart, at hele måtten var dækket af muse-dele. Ikke bare én. Flere. En decideret scene.

Og selvfølgelig:
Splat under skoen.
Splat spor videre rundt i kælderen.

Agenten?
Allerede væk. Ud af døren. Mission fuldført.

Sko blev afmonteret med en vis panik.
Jeg bevægede mig op og konfronterede René:

“Hvorfor helvede advarede du mig ikke?”

Svar: Han anede intet. Ifølge ham havde agenten ligget fredeligt i sofaen ved hjemkomst. Hvilket, ærligt talt, kun gør det hele værre.

Tilbage til kælderen.

Oprydning blev gennemført manuelt og modvilligt:
– Ét musehoved
– Halv bagkrop
– Flere udefinerbare splat-komponenter

Der blev sagt “ad ad ad” for hver enkelt del.

Det føltes nødvendigt.

Det er nu anden dag i træk.

Agent Pus ankommer i de tidlige morgentimer, tæt på menneskelig opvågningstid, med en mus i munden og fuld lyd på.

Et vækkeur, men med konsekvenser.

I går var den død.
I dag var den levende.

Jeg nåede ikke engang ned ad trappen, før agenten var på vej op med sin “morgenmad/morgengave”. Situationen krævede hurtig beslutningstagning:

– Hent træsko
– Positionér fødder strategisk (ingen barfodet kontakt)
– Kommentér højt på utilfredshed med levende mus i nærheden af tæer

Første gok: utilstrækkeligt.
Andet gok: effektivt.

Agenten var i vejen under hele operationen. Ikke samarbejdsvillig. Mere… entusiastisk observatør.

Musen blev transporteret til soveværelset og fortærret.

Herefter fulgte en uventet fase:

Interiørjustering.

Tæppet foran sengen blev forsøgt flyttet ind under sengen. Formål uklart.
Projektet blev opgivet halvvejs og delvist “ryddet op” igen.

Jeg tog en halv time mere i sengen.
---
Operativ vurdering

Dette er ikke tilfældigt.

Agent P har identificeret:

Tidspunkt hvor mennesker er lettest tilgængelige

Maksimal opmærksomhedsværdi

Optimal kombination af gave + vækning

Det er en bevidst protokolændring.

Agent Pus fik morgenmad #2 og genoptog derefter sin patruljering.
Resultatet lod ikke vente på sig.

Kort efter returnerede hun med en død mus, elegant serveret med tilhørende garniture bestående af lidt græs. En slags naturens egen pynt.

René stod for første del af protokollen: ros, anerkendelse og generel beundring.
Agenten modtog dette, men vurderede hurtigt at publikumsgrundlaget var utilstrækkeligt.

Jeg var på vej ud af sengen.
Derfor var min tilstedeværelse naturligvis også påkrævet.

Jeg inspicerede byttet, roste passende og anerkendte indsatsen. Men eftersom jeg havde migræne og et meget begrænset overskud, fravalgte jeg at overvære den forventelige opvisning i musekast.

Jeg trak mig i stedet tilbage til gæstetoilettet.

Agenten reagerede øjeblikkeligt ved at råbe udenfor døren.

Da jeg åbnede, viste det sig at musen nu også lå udenfor døren.
Jeg sagde et eller andet til hende.
Hun lå bare floppet på gulvet.

Kort efter blev musen spist, og patruljen genoptaget.

Jeg kom hjem fra arbejde for et øjeblik siden.
Agenten kom ned i kælderen for at modtage mig, som proceduren foreskriver. Der blev udvekslet nus, hilsner og almindelig anerkendelse af hendes tilstedeværelse.

Men i stedet for den sædvanlige rolige velkomst, begyndte hun pludselig at mase sig ind under trappen.

Det viste sig hurtigt hvorfor.

Der lå nemlig en død mus derinde. Et tilsyneladende tidligere deponeret lagerfund. Agenten fiskede den målrettet fri med pote og beslutsomhed, som om hun udmærket vidste præcis hvor den lå.

Herefter blev byttet transporteret ovenpå.

Under spisebordet blev musen lagt frem til kort besigtigelse, hvorefter den uden yderligere ceremoni blev fortærret.

Operationen afsluttedes effektivt.

Agenten har siden forladt matriklen igen for yderligere patruljering.

Under trappen må derfor igen betragtes som et aktivt lagerområde.

Mus leveret cirka en time efter frokost.
Vi befandt os begge i kælderen og rodede med praktiske udfordringer: en sweater der drillede og nogle knager i vores lille viktualierum.

Agenten ankom.

Musen var heldigvis død ved præsentation.
Protokollen blev gennemført: nus, ros og behørig anerkendelse.

Herefter begyndte den forventelige opvisning i musekast.
René deltog endda aktivt ved diskret at puffe lidt til musen, hvilket tydeligvis blev opfattet som opmuntring til yderligere kast.
Det var mit cue til at forlade området.

Agenten har siden flyttet operationen op i entreen, hvorfra der nu kan høres lejlighedsvis kalden.
Jeg har ingen intentioner om at overvære den næste fase, som med stor sandsynlighed er konsumering.

Agent Pus befinder sig ifølge egen vurdering på randen af sultedøden.

Det er lørdag. Det er vådfoder dag. Men vi tillod os at løbe nogle ærinder, primært for at undgå de helt særlige øjne katte kan lave, når de mener at mad burde servers præcis to timer før planlagt tidspunkt.

Agenten håndterede situationen selv.

Da vi kom hjem, lå der en mus i kælderen.

Som bekendt skal mus præsenteres.
Og der skal gives nus og ros.
Det er ikke os, der laver reglerne. Vi følger dem bare.

Efter ceremonien blev musen udsat for en noget usømmelig omgang musekast. Flere kast. En del gulvkontakt. En vis stolthed fra agentens side.

Nu ønsker Agent Pus så sin frokost.

Problemet er bare, at jeg er nødt til at inspicere, om Muse-Joe er blevet spist eller ej. Hvis ikke, risikerer vi en klassisk opfølgning; halv musemiddag + foder = opkast

Og vi kender jo Agenten.

OPDATERING

Inspektion gennemført.

Muse-Joe var IKKE konsumeret.

I stedet blev den anvendt som krammedyr. Agent P lå ganske fredeligt med musen mellem poterne i kælderen, som var det en mindre plysgenstand og ikke et nyligt afdødt byttedyr.

Dette skabte en mindre logistisk udfordring i forhold til den planlagte servering af vådfoder.

Der blev derfor iværksat en klassisk motivationsstrategi: Skål og vådfoder blev fremvist.

Agenten reagerede øjeblikkelig og ankom i løb.

Muse-Joe blev efterladt uden yderligere dramatik.

Prioriteter blev tydeligt justeret.

SLUTSTATUS

Frokost blev serveret.

Agent P ankom i høj fart, efter at vådfoder var blevet fremvist. Portionen blev inhaleret med professionel effektivitet.

Kort efter begyndte den forventelige fast:
" Hvor blev min mus af?"

Agenten returnerede til kælderen og indledte eftersøgning efter Muse-Joe. Der blev inspiceret gulv, hjørner og generelle områder hvor en mus logisk burde befinde sig.

Det virkede oprigtigt overraskende for hende at den ikke længere lå præcis der, hvor hun selv havde efterladt den.

Efter kortvarig søgning blev operationen opgivet og agenten vendte tilbage til almindelig patrulje.

Jeg kommer hjem fra arbejde. Kælderen er mørk. Ingen lys. Ingen lyde. Agent Pus er allerede dernede, og jeg antager — naivt — at det er velkomstkomitéen.

Det er det ikke.

Da lyset tændes, står det klart, at jeg ikke er dagens æresgæst. Det er frokosten, hun ikke fik kl. 09.30. Den krænkelse er åbenbart ikke glemt. René gav hende først mad kl. 15.30, og det har haft… konsekvenser.

Midt på gulvet: en fugl.

René råber oppe fra sofaen (meget langt væk fra hændelsen):
“Hun har en fugl.”

Ja. Tak. Det har jeg opdaget. Jeg står bogstaveligt talt på første række.

Herefter følger en opvisning i avanceret fuglekast. Fuglen flyver — ikke af egen kraft — men som projektil. Den rammer kældergulv. Trappetrin. Andre trappetrin. Fjer eksploderer i luften som en dårlig julepynt-idé.

Efter hårde forhandlinger lykkes det mig at trække mig taktisk tilbage op ad trappen uden at få fugl på strømpefødderne. Jeg når knap nok at sætte mig i sofaen, før næste fase indledes.

Lyden.

Gylp.

Fuglebræk. På trappetrinnet.

Agent Pus overvejer situationen. Skal den genindtræde i kredsløbet? Hun virker oprigtigt i tvivl. Jeg handler hurtigt og fjerner bevismaterialet, inden beslutningen træffes.

Agent Pus går med mig ud til skraldespanden. Pelsen er fuld af fjer. Hun ligner én, der har haft en god dag. Jeg ligner én, der har lært, at mørke kældre ikke er neutrale zoner.

Konklusion:
Man kan ikke tænde lys for sent.
Og frokost er ikke til forhandling.

Der findes en særlig form for stilhed i et hus, hvor Agent P har været alene for længe. Den er ladet. Som før et uvejr. Eller før man åbner en dør, man burde have åbnet langsommere.

Hun havde været alene i cirka seks timer. Jeg traf en – i bagklogskabens lys – modig beslutning om, at frokost kl. 9.20 var lidt tidligt. Agent P var uenig, men lod mig gå uden protest. Det burde have gjort mig mistænksom.

Da jeg kom hjem, havde hun naturligvis selv sørget for forplejning. Med sædvanlig sans for drama, timing og visuel præsentation.
Hun har åbenbart indført en ny regel i mit fravær: Gaver skal fremvises før konsumering.

Jeg åbner døren til kælderen.

Det første der møder mig, er ikke Agent P.
Det er en sky.
En sky af fjer, der eksploderer ud i rummet i mødet mellem vinterkulde og min meget lidt forberedte psyke. Fuglen ligger midt på måtten, men i det øjeblik jeg åbner døren og kalder hendes navn, får jeg skubbet til den. Lyset tændes. Fjerene flyver. Og jeg… ja. Jeg hviner. Halvhøjt. Ufrivilligt. Med fuld værdighedstab.

Overtøjet ryger af i ét hug. Agent P får straks sen frokost, som om intet er hændt. Hun spiser. Jeg samler mig.

Men selvfølgelig stopper det ikke der. For gaver kan, som bekendt, ikke spises uden publikum. Så straks efter frokosten er sunket, ræser hun målrettet ned i kælderen for at fortsætte ceremonien.

Desværre for hende havde jeg allerede fjernet fuglen.

Hun blev skuffet.
Jeg roste hende alligevel. Man skal vælge sine kampe.

Nu er hun ude igen.
Og jeg sidder her med den ubehagelige erkendelse, at det her hus åbenbart er et Murder House for dyr.

Der gik en periode, hvor der ikke kom mus.
Ikke én. Ikke en hale. Ikke engang mistænkelig slikken om munden med forklarende blik.

Vi talte lavmælt om det.
Om musebestandens eventuelle dvale.
Om hvorvidt hun gemte lågerne til tættere på jul.
Om det mon var os, der havde misforstået noget.

Det skulle vi ikke have gjort.

For siden tørkeperioden officielt blev erklæret ovre, er leverancerne kommet med en intensitet, der minder om et forsinket regnskab.
Mus under gæster.
Mus på nye lokationer.
Mus på steder, der tydeligvis er valgt for at sende et budskab.

Der er eksperimenteret.
Med timing.
Med publikum.
Med opbevaring.

Det er som om Agent Pus ikke bare har genoptaget driften – men har kørt backlog.

Civilisten noterer sig, at det aldrig var stilheden, der var problemet.
Det var den kortvarige illusion af, at man kunne tale om det uden konsekvenser.

Konklusion:
Man taler ikke om musemangel.
Man tænker den ikke.
Man skriver den i hvert fald ikke ned.

Universet lytter.
Og Agent Pus fører regnskabet.

Fodnote (tilføjet med blyant i margen, efter alt gik galt):

Den første regel om museaktivitet er:
Man taler ikke om museaktivitet.

Den anden regel om museaktivitet er:
Man TALER IKKE om museaktivitet.

Civilisten talte om museaktivitet.
Civilisten spekulerede højt.
Civilisten overvejede endda, om der fandtes noget, der mindede om “mangel”.

Dette var en fejl.

Museaktivitet er ikke noget, man diskuterer.
Det er noget, der observeres.
Noget, der accepteres.
Noget, der ankommer på tæpper, under senge og foran gæster, uanset om man er klar.

Man nævner ikke stilheden.
Man nyder den.
For stilhed er bare pausen, før næste leverance.

Skylden er hermed placeret korrekt:
Hos civilisten.
Som burde vide bedre.

Jeg havde egentlig regnet med en nogenlunde fredelig aften. Det er selvfølgelig min egen skyld — jeg burde vide bedre. Agent P trådte ind med et lydniveau som kunne vække de døde, og ganske rigtigt… hun havde en meget levende mus i munden. Sprællende. Med hale. Og attitude.

Hun miavede — med mus i munden — og så forventningsfuldt på mig. Det tog mig et par sekunder at forstå, hvad hun ville:
Hun ville nusses.
Mens musen sprællede.
… Nej.

Kælderen viste sig hurtigt at være et elendigt sted til den slags forhandlinger. Agenten krævede mere opmærksomhed, og musen gjorde sit for at minde mig om min dødelighed. Jeg nægtede igen at yde service, mens der var et levende dyr spændt fast mellem hendes tænder. Agenten så skuffet ud. Musen så rædselsslagen ud. Jeg så ud som én, der overvejede en streng karantæneperiode.

Kort efter hørte jeg et lille… stilhed. Musen havde mødt sit uundgåelige endeligt. Agent P løb videre op i soveværelset — hvor hun lagde den døde mus ved min seng med stor omhu. Jeg ved ikke, om det var en gave eller en prøve. Jeg bestod muligvis ikke.

Agent P var fyldt med blade, mudder og stolthed. Jeg var fyldt med en blanding af resignation og “hvorfor sker det her altid mig?”. Hun krævede mavenus, som om hun ikke lige havde forsøgt at presse mig til at nusse hende med et levende væsen dinglende fra kæften.

Efter passende mængder ros, anerkendelse og masser af spinden gik hun i gang med at spise musen. Under sengen, naturligvis. Hvor ellers?

Jeg konkluderer, at agenten har mistet forståelsen for, hvornår civilisten har nået sin grænse. Jeg har mistet forståelsen for, hvorfor jeg stadig bliver overrasket.

Jeg kom sent i seng og sov elendigt, men Agent P var selvfølgelig klar til at hjælpe. Først med en mus efter sengetid, selvfølgelig serveret med våde poter, tramp i hovedpuden og almindelig katlig insisteren på at være helt tæt på. Hun lå det meste af natten i fodenden eller med måsen praktisk talt i ansigtet på mig.

Om morgenen røg vi i vores vanlige diskussion om Skyr. Jeg vandt. Hun blev fornærmet, guffede sit tørfoder og gik.

Og så kom hun tilbage.

Helt stille. Gik rundt om mine bare fødder på en måde, hvor jeg troede hun ville kæle—men nej. Det var først, da jeg så musen svinge i hendes mund, at jeg fik flyttet mine tæer ud af farezonen. Først da jeg selv registrerede byttet, begyndte hun at miave. Så gik turen som altid ned i kælderen, hvor René også måtte se trofæet. Hun ventede på min ros, fik den, og spiste musen som om alt var helt almindeligt.

Det eneste nye var den meget tætte svingning af mus rundt om mine fødder. Jeg ved ikke om det var kærlighed, hævn for Skyren eller en slags ”du-skal-se-hvad-du-har-forårsaget”-pædagogik. Men det var en oplevelse.

Natten udfoldede sig med et niveau af hemmeligholdelse, der ville gøre enhver efterretningstjeneste misundelig. Agent Pus, notorisk kuldefølsom og normalt højlydt ved enhver muselevering, valgte i nat en helt ny taktik: fuldstændig lydløs infiltration af soveværelset.

Jeg ligger i min bedste, tungeste søvn, da agenten møver sig op på puden og sammenkrøller sig som en lille pelsklump. Hun får et par dovne nus—jeg er jo nærmest bevidstløs—og hun virker tilfreds. *Det troede jeg i hvert fald.*

Efter et stykke tid hopper hun ned. I min døsige tilstand konstaterer jeg bare, at jeg kan brede mig igen. Indtil… *knase-lydene*.

Jeg farer op, tænder lyset: Klokken 02.18.
Og dér sidder hun. Dybt koncentreret. Spiser. En mus. På gulvet. I mørket. Uden forvarsel. I absolut stilhed.

Jeg får fremstammet et højt og akkrediteret “WTF!”, slukker lyset igen og overgiver mig til søvnen.

Kl. 05.30 tropper hun op og kræver morgenmad, som om natten ikke havde budt på en fuld James Bond-operation.

Det mest bekymrende spørgsmål:
**Hvor mange gange har hun lavet dette nummer, uden at jeg har registreret post-konsumerings-knas?**

Hvis der findes endnu et hemmeligt memorandum om “Stille Leveringsprotokol”, så er det i hvert fald ikke havnet hos mig.

*— Civilistens Dagbog, i chok-induceret søvnmangel-mode*

Klokken var 02:00, da Agent P igen meldte sig til tjeneste — denne gang med en mus i munden og et hoved klistret ind i burrer.
Jeg blev vækket og måtte i søvne foretage en nødevakuering af burrer fra ansigt og nakke. Det gik nogenlunde, indtil agenten mistede tålmodigheden og valgte at fortære sin mus i stedet.

Jeg frygtede et tredje afsnit af Operation Midnatsmassakren, men natten holdt sig heldigvis til ét offer.

Klokken 06:00 vendte agenten tilbage. Nu med endnu flere burrer. Denne gang var håndkraft ikke nok.
Der blev krævet morgenmad, og først da dagens vigtigste måltid var indtaget, accepterede hun en grundig redning med kam, mens hun spandt og overvågede arbejdet.

Efter at have inspiceret, at jeg selv spiste morgenmad, forlod agenten matriklen igen — ren, tilfreds og klar til næste mission.

Jeg havde ellers bare tænkt mig at spise aftensmad. Men i vores husholdning er det tilsyneladende ikke mig, der bestemmer dagsordenen. Agent Pus trådte ind som en skygge fra natten og forvandlede spisetid til krigstid.

Jeg nåede lige at tænke “måske er hun bare sulten,” før hun forsvandt ind i soveværelset. Så begyndte ritualet: løben, bumpen, den velkendte lyd af noget, der engang var i live. Vi greb til våben – træsko og refleks – men kampen var allerede afgjort.

Hun krævede ros. Ikke efter maden – før. Jeg sad med gaffelen i hånden, mens hun lagde sig til rette og så på mig som en dronning, der ventede på sin tjener. Jeg nussede. Jeg adlød. Min tallerken endte hos René.

Nogle gange tror jeg, det ikke er hende, der bor hos os. Det er os, der bor i hendes territorium.

Jeg sad i god ro og orden omgivet af garnnøgler og hyggelige planer, da jeg hørte den dér lyd.
Den lyd, der betyder: “Jeg har noget levende med.”

Træskoen blev grebet. Det er efterhånden en refleks.
Og ganske rigtigt – Agent Pus kom valsende ind, lykkelig og miavende, med en mus dinglende fra kæberne.
Hun gik direkte efter mine fødder, som om jeg havde bedt om levering på adresse.

Musen var levende. Jeg var træt.
Et halvdårligt gok senere stod jeg i noget, der mest mindede om en lavbudget krimiserie på TV2 Charlie.
Agent P kiggede på mig som en underviser, der ser sin elev dumpe et kursus i “Effektivt drab 1.0”.
Hun tog byttet, som man tager arbejdet fra en inkompetent praktikant, og bar det ind i soveværelset.

Jeg blev tilbage med blodpletter, en skamfølelse og en spand sæbevand.
Agenten vendte senere tilbage for at inspicere mit rengøringsarbejde – og slikkeresultatet blev, som altid, bedre end mit eget.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver overrasket. Jeg burde have lært, at når Agent Pus lusker ind med den der særligt afdæmpede stemme, så er det ikke uskyld. Det er en advarsel.

Jeg var for træt til heroiske indsatser og bad hende derfor — med al den myndighed, man kan mønstre i nattøj — om at “slå den ihjel, for pokker.” Hun adlød prompte. Professionelt, køligt, med erfaringens ro.

Senere, da hun kom ind for at sove, lå jeg helt stille og lyttede længe, af poter og raslen, bare for at være sikker på, at hun ikke havde taget dessert med. Ingen skramlen. Kun den lave, tilfredse spinden fra en morder, der havde afsluttet dagens arbejde.

En af de ting, jeg altid har frygtet, skete lige nu. Agent Pus kom ind – råbende, med et levende bytte i munden. Renés kontor, som i dag også fungerer som stue på grund af ombygningen, var fyldt med ting, og det hele foregik næsten på mine fødder. Selvfølgelig.

I panik fik jeg sko på og ledte efter et våben. Jeg startede med træskoene (logisk, ikke?), men skiftede hurtigt til sutsko – lidt mere manøvredygtigt, hvis nu musen prøvede noget. Og ja, jeg vidste godt, jeg lignede en klovn, men det kunne ikke hjælpes.

Musen, stadig levende og hurtigt som lynet, spurtede under reolen. Agent Pus miavede ad mig, som om hun sagde: “Hvad laver du? Hjælp mig nu!” Jeg forsøgte at bevare fatningen, snerrede til hende, at hun bestemt ikke måtte smutte – jeg havde brug for mesterdræberen her. Med en af hendes drillepinde fik jeg lokket musen lidt frem. Seriøst, hvem gør sådan noget i sin egen stue?

Agent P sprang ind efter den, mens jeg stod med hjertet i halsen og tænkte: “Er det her mit liv nu? At agere medhjælper til en kattemorder?” Musen nåede hen til siden af sengen – ikke under, ikke bag, men på et sted, hvor jeg næsten kunne ånde igen.

“Har du den?” spurgte jeg, og panikken kunne høres i min stemme. Selvfølgelig havde hun den. Hun gik ind i soveværelset og lagde den på tæppet ved siden af min seng. Men jagten var ikke slut endnu. Musen sprællede, Agent P hentede den, slap den, og ja – den var skadet. Den lå på ryggen og sprællede hjælpeløst.

Jeg forsøgte at give den dødsstødet med træskoen. Ikke min stolteste præstation, men nok til at afslutte dens lidelser. Agenten tog over: spiste musen, vaskede sig, tog en tår vand, gik en sejrsrunde gennem kontoret og forlod scenen med elegance. Og jeg? Jeg sidder stadig med pulsen i halsen og forsøger at overbevise mig selv om, at jeg stadig er en civilist og ikke officielt en deltager i et musemord.

"Der er et særligt slags mørke, når en flagermus flyver gennem stuen. En vanvittig blanding af skrig og raslen, klapren af vinger og mit eget hjerteslag, der overdøver alt. Agenten slæbte den ind, som om hun havde fundet verdens bedste legetøj. Jeg? Jeg gemte mig, ubrugelig, reduceret til et offer i mit eget hjem. Ingen træsko kunne redde mig dér. Jeg havde intet våben mod den levende rædsel, der baskede rundt mellem gardinerne. Det tog timer, før jeg turde trække vejret normalt igen. Jeg husker det stadig som en af de værste nætter i mit liv. Agenten? Hun så blot tilfreds ud."

Nogle grænser findes selv i krig. Da Agenten kom valsende ind med en levende harekilling i munden, hoppende tværs gennem stuen, brød min facade sammen.
Det blik. Den panik. Jeg kunne ikke lade den ende i langsom død.
Jeg fangede den og bar den ud i marken – vidende at jeg blot udsatte uundgåelige timer.
Agent Pus så efter mig fra trappen. Ti minutter senere kom hun hjem igen. Med den samme harekilling. Død denne gang. Som en påmindelse: “Det er mig, der bestemmer her.”

"Jeg troede faktisk, vi havde en aftale. Ingen flere harekillinger. Men dér stod hun – Agenten – i kælderen med sit ansigt, der nærmest udtrykte skuffelse over, at jeg havde opdaget hende for tidligt. Hun forsøgte at skjule sit ligefund, men måtte til sidst fake begejstring, som om vi begge to vidste, at det her var en sejr. Jeg sagde: 'Ej, jeg troede vi var venner.' Hun svarede ingenting. Hun begyndte bare at spise bagkroppen. Det blik fra det døde øje… det bliver hængende i mig. Jeg fjernede resterne. Hun ledte senere efter sin snack og så på mig, som om jeg havde forrådt hende. Måske havde jeg det."

"Der findes få øjeblikke i livet, hvor man føler sig helt magtesløs. Ét af dem er, når en mus søger tilflugt bag sengegavlen, og Agent P ser på mig med et blik, der siger: 'Så er det nu, Civilist.' Jeg hader den følelse. Træskoen er mit våben, dørstopperen mit sidste forsvar, men musene er hurtigere end mig. Agenten forventer resultater, og jeg – hendes ulykkelige partner-in-crime – må adlyde. Hver gang tænker jeg: hvordan endte jeg her? Jeg, der engang bare ville have en stille aften i min seng, endte som bøddel i nattens skygger."