Man burde kunne få lov til at eksistere stille og roligt på det tidspunkt. Spise morgenmad. Vågne langsomt. Overveje dagens gøremål.

Ikke i dette hus.

Agent Pus ankommer med direkte kurs mod kælderen. Det alene burde have været et rødt flag. Hun har et mål.

Og ganske rigtigt:

Fugl.

En mejse.

Levende.

Meget levende.

Operationen eskalerer øjeblikkeligt, da mejsen beslutter sig for at flygte ind i krea-rummet. Strategien virker umiddelbart gennemtænkt: flyv mod vindue.

Det eneste problem er selvfølgelig, at vinduet er lukket.

For mejsen bliver det en tragisk erkendelse.

For mig bliver det cardio kl. 07.20.

Agenten observerer situationen med den der energi af:
“Jeg har jo leveret problemet. Nu er det vel teamwork.”

Mejsen bliver fanget og præsenteret på gulvet. Ikke død nok til at lade naturen gå sin gang. Ikke levende nok til at være en reel mulighed.

Træskoen aktiveres.

Ét gok.

Job done.

Agent Pus virker tilfreds og iværksætter straks konsumering direkte på gulvet i krea-rummet. Som man jo gør.

Resultat:

Kælderen er nu dækket af fjer.

Overalt.

Et kreativt rum, ja. Men måske ikke helt den slags mixed media-projekt, jeg havde forestillet mig.

Den lyd.

Den lyd, der på under et sekund sender kroppen fra søvn til alarmberedskab. Ikke panik længere. Mere sådan en træt, opgivende form for katastrofeaccept.

Agent Pus er ankommet.

Med endnu en forbandet Schrödingers mus.

Og selvfølgelig – selvfølgelig – foregår leveringen under sengen.

Det starter med miaven. Meget miaven. Fra under sengen. Fra siden af sengen. Oven på sengen. Det er som om Agenten forsøger at afholde et vigtigt møde, som jeg tydeligvis burde være mere engageret i.

Men som altid:

Jeg stikker ikke hovedet ned under sengen.

Det er ikke frygt længere. Det er princip.

René bliver til sidst aktiveret. Han står op, tænder det store soveværelseslys – den slags lys, der føles som en forbrydelse midt om natten – og foretager inspektion fra reposen.

Resultat:

Ingen bliver synderligt meget klogere.

Men musen roses. For en sikkerheds skyld.

“Fin mus.”

Man lærer jo efterhånden, at ros gives først og spørgsmål bagefter.

Hvad musens status var ved levering, forbliver uklart. Levende? Død? Kvantemekanisk udfordret?

Men én ting står klart:

Den var død, da den blev serveret på tæppet ved siden af min seng. Også kendt som dækservietten.

Konsumeringen blev gennemført med betydelig entusiasme.

Og jeg må bare sige:

Smaskelyde er næsten lige så slemt som knaselyde.

Næsten.

Agenten genoptog herefter patruljen.

Jeg genoptog forsøget på søvn.

Med begrænset succes.

Et sted mellem 4 og 5 i morges – et tidspunkt hvor intet godt nogensinde sker – ankom Agent Pus med månedens første bytte.

Jeg vidste det med det samme. Ikke fordi jeg så noget. Men fordi man efterhånden føler det i kroppen. Den lyd. Den energi. Den måde stilheden ændrer sig på.

Musen blev, som traditionen efterhånden foreskriver, placeret under sengen.

Jeg nægter stadig at verificere noget som helst i gulvhøjde. Jeg har truffet en beslutning.

Det er endnu en Schrödingers mus.

Levende? Død? Halvvejs?
Det er ikke mit problem.

Agenten forventer naturligvis protokollen: nus, ros, anerkendelse. Jeg leverer… men tydeligvis ikke med den rette entusiasme.

Fejl.

Musen bliver omgående relokaliseret.

Direkte op på tæppet ved siden af min seng.

En slags passiv-aggressiv præsentation. Som om hun siger:
“Prøv igen. Denne gang mener du det.”

Så jeg gør det.

“Ja, det er en fin mus. Ja, du er dygtig.”

Hun accepterer.

Jeg slukker lyset. Lægger mig ned. Lukker øjnene.

Og falder i søvn…

…til lyden af knas.

Jeg fik næsten sendt sejrsrapporten for tidligt. Ja, mandagens midnatsmus blev håndteret. Ja, jeg ramte de 18 %. Men universet hader tydeligvis overmod.

Tirsdag morgen:
Agentens øje er stadig sammenknebet. Ikke voldsomt, men nok til at sætte alarmklokker i gang igen. Jeg taler med Dyrlæge Ole i telefonen. Bare dét navn giver ro. Ole tilbyder, at jeg kan komme ind med Agenten, så de kan bedøve hende og undersøge øjet grundigt.

Jeg har en mødetung dag og vælger – med en blanding af dårlig samvittighed og logistisk realisme – at se tiden an til onsdag.

Onsdag morgen:
Ny mus leveret. Selvfølgelig.

Endnu en Schrödingers mus.

Vi gennemfører protokollen: nus, ros, anerkendelse og den sædvanlige ceremoni, mens jeg mentalt forsøger at afgøre, om jeg står over for kadaver eller sprintkapacitet.

Død.

Gudskelov.

Øjet er fint åbent… indtil det ikke er det længere.

Jeg ringer til dyrlægen. Igen. Afsted med Agenten. Videre på arbejde. Aktivér Civilist C som sitter senere på dagen. Alle systemer kører nu i beredskabstilstand.

Dom: Øjet er ellers ok, men der er en lang rift i slimhinden.

Agent Pus modtager antibiotikaindsprøjtning og smertestillende. Jeg får også smertestillende med hjem til videre drift. Øjendråberne fortsætter.

Agenten er rasende, men medicinsk understøttet.

Torsdag morgen:
Endnu en Schrödingers mus.

Det antager jeg i hvert fald, for jeg bliver aldrig præsenteret for byttet. Jeg hører kun knaselydene. Det er åbenbart der, vi er nået til i relationen nu. Lydspor uden visuals.

Agenten har det mærkbart bedre. Hun dukker op til måltiderne, og vejret er godt, så hun patruljerer igen ude. Kombinationen af solskin og smertedækning har tydeligvis genoprettet kampmoralen.

Jeg selv lever i en tåge af arbejde, øjendrypning, museusikkerhed og praktisk logistik.

Jeg har sovet elendigt. Ikke almindeligt dårligt. Eksistentielt dårligt.

Agentens øje har generet mig hele natten som en mare. Det dér øje, der enten betyder "jeg skal til dyrlægen" eller “det bliver ok hvis du bliver ved med at skylle med saltvand”, og man ved aldrig hvilket. Resultatet blev en parade af absurde drømme, herunder et komplet mareridt hvor jeg tog Agenten med til dyrlægen… og glemte at tage hende med. Bare mødte op uden kat. Kørte hjem efter kat, og tog afsted igen på mooncar. Helt normalt.

Agenten virker til gengæld upåvirket. Naturligvis.

Klokken er 05.41, hvilket er et tidspunkt, hvor ingen anstændige begivenheder bør finde sted. Alligevel ankommer hun med endnu en gave. En Schrödingers mus.

Byttet bliver straks deponeret under sengen. To bump høres. Det kan betyde én af to ting:

Levende mus forsøger flugt.
Død mus bliver kastet rundt som sportsudstyr.

Jeg nægter at verificere noget som helst ved at stikke hovedet ned i gulvhøjde. Jeg har grænser.

I stedet iværksætter Agenten straks protokollen: nus, ros og anerkendelse. Hun står der som en lille pelsklædt projektleder og forventer feedback på nattens arbejde. Jeg leverer mekanisk, stadig halvt i drømmetilstand.

Da hun har fået nok opmærksomhed, bliver musen omsider præsenteret.

Død.

Fint. Så kan jeg sove videre.

Som om.

Kort efter følger næste fase af operationsforløbet: inhaleret mus resulterer i opkast.

Selvfølgelig.

Og ikke bare hvor som helst. Ikke på gulvet, hvor man kan komme til. Ikke på tæppet. Ikke på et sted med bare en smule værdighed.

Nej.

Under sengen.

Så da agenten er eskorteret ned for at få resten af morgenmaden, ligger jeg på knæ i halvmørke og tørrer musebræk op under sengen. Jeg ved ikke præcis, hvornår mit liv tog denne drejning.

Bonusnote: Har talt med dyrlægeklinikken og sendt billeder af en meget usamarbejdsvillig kat. De vurderer, at det sandsynligvis går i sig selv og ringer, hvis en tid bliver nødvendig.

Agenten spiser.
Jeg eksisterer

Man lærer efterhånden at mærke, når noget ikke stemmer. Ikke nødvendigvis dramatisk. Bare den der stille fornemmelse af, at Agent Pus ikke er helt, som hun plejer.
Jeg syntes, det ene øje virkede en smule mere mat end det andet. Ikke meget. Bare nok til, at det satte sig i baghovedet.
Så vi tog til dyrlægen.
Agenten var, som forventet, aldeles utilfreds. Hun genkendte klinikken med det samme – stedet hvor hun tidligere på måneden fik fjernet sting. Man kunne nærmest se fornærmelsen brede sig i pelsen.
Undersøgelsen gik i gang. Kontrastvæske i øjet. Stor indignation fra patientens side. Professionel ro fra personalets side. Let skyldfølelse fra min side.
Dommen lød heldigvis ikke på ridser eller alvorlige skader. Der var tale om en rød og hævet slimhinde. Irriteret, men håndterbart.
Behandling: øjendråber to gange dagligt i seks dage.
Jeg er oprigtigt glad for, at jeg ringede og fik bestilt tiden. Den slags kan hurtigt vokse sig større, hvis man venter for længe. Nu blev det nappet i opløbet, og vi kan få styr på det, før Agenten udvikler endnu stærkere meninger om situationen.
Hun er hjemme igen nu. Fornærmet, men funktionel.
Jeg forventer modstand ved første drypning.

Jeg sad midt i noget så fredeligt som at sy et par bukser til mig selv. En illusion af kontrol. Den blev kortvarig.

Agent Pus kom ned ad trappen med den der lyd. Den lyd. Den, der får ens krop til at reagere, før hjernen når at følge med.

Munden fuld af stor mus. Med garniture. Selvfølgelig.

Og ja – den var levende. Meget levende.

Fødderne i sko. Hurtigt. Mus og bare tæer er ikke en kombination, jeg eksperimenterer med. Træsko i hånden. Standardudstyr.

Men så tager situationen en drejning:
Musen vælger badeværelset.

Mit absolutte frygtscenarie. Hvis den ryger under spa’et, er det slut. Den bliver aldrig set igen. Jeg overvejede kort at flytte.

Heldigvis – og jeg bruger ordet bevidst – sidder den op ad væggen ved brusekabinen. Jeg kigger på den. Agenten kigger på den. Ingen gør noget.

Og så rammer det mig:
Det her er mit problem nu.

Jeg prøver. Jeg fejler. Musen løber under vasken. Jeg kigger på Agenten. Det må være hendes job. Efter en form for tavs forhandling gør hun noget.

Musen sætter kurs mod toilettet. Jeg positionerer mig på modsatte side. Der er ingen vej, den skal under det spa. Ikke i dag.

To gange får jeg gokket den tilbage. “FUCK NEJ” flyver ud af mig, helt ukontrolleret.

Musen ender tilbage ved start.

Og Agent P?
Hun har nu placeret sig inde i brusekabinen. Og… observerer.

Jeg bliver evalueret.

Jeg giver musen et gok. Tænker: det må være nok.
Agenten er uenig. Hun prikker til den og går væk.

Musen vender sig.

Og her ved jeg det: en halvdød mus er stadig en hurtig mus.

Endnu et gok. Game over.

Jeg går tilbage til symaskinen. Som om noget af det her var normalt.

Så kommer lydene.
Knase.

Og så… lyden af mus retur.

For. Filan. Kat.

Hun har lige spist. Hun har absolut ikke brug for den mus. Eller min lektion i musejagt.

Jeg leder efter køkkenrulle. Panisk. Hvor er en ny rulle? Selvfølgelig kan jeg ikke finde den.

Jeg ringer til René.

Finder den.

Tørrer op.

Sætter mig igen ved symaskinen.

Og overvejer, meget seriøst, om jeg i virkeligheden er i gang med en slags uofficiel uddannelse i avanceret musehåndtering.

Der findes mange måder at få en dårlig nattesøvn på.
En af de mere effektive er at blive vækket kl. 01.47 af Agent Pus med en levende mus i munden.

Lyset tændes.
Musen sidder helt stille på tæppet ved fodenden af sengen.

Jeg beslutter, at nu er tiden kommet til at demonstrere de færdigheder, jeg mange gange har observeret René udføre.
Træsko hentes.

Planen virker egentlig simpel:
1. Gok
2. Mus død
3. Ingen dramatik

Hvor svært kan det være?

Det viser sig at være temmelig svært.
Jeg er ikke stealthy nok.
Musen løber.
Jeg bliver forskrækket og udsender et mindre – men tydeligt – skrig.
En mus der bevæger sig mod mine fødder er tilsyneladende noget af det mest skræmmende i verden klokken 01.47.

René vågner.
Han grynter noget til mig, tager træskoen og går på opdagelse.
Kort efter lokaliserer han Agent P og musen på kontoret.
Han roser agenten for en meget fin mus og lyder i øvrigt ualmindelig frisk til et menneske, der lige er vågnet midt om natten.

Musen bliver derefter forflyttet tilbage til soveværelset.
Den løber ind i et hjørne.
Og her viser det sig tydeligt, hvem der er hvem.
René giver den et perfekt træsko-gok, selvom den forsøger at gemme sig.
Jeg er faktisk en smule imponeret.

Agenten kræver herefter kun minimal nus og ros, hvorefter musen fortærres.
René vender tilbage til sengen, grynter noget uforståeligt og sover videre.

Min egen nattesøvn derimod…
Den bliver ikke bedre resten af natten.

Jeg er vågen og tjekker uret.

01.22 - igen. Ok jeg har ligget her et stykke tid.

Agent Pus er ankommet.

Hun befinder sig under sengen. Det gør musen også.
Jeg kan se den tydeligt.

Det er altså ikke en Schrödingers mus.
Den er meget konkret og særdeles levende.

Den sidder direkte under mig.

Jeg overvejer situationen et øjeblik.
Mulighed A: finde dørstopperen og gøre noget ved sagen.
Mulighed B: lade være.

Det bliver mulighed B.

Agenten tager sagen i egen hånd. Musen vælger flugten og styrter ned ad trappen.

På dette tidspunkt er René også vågnet, selv om jeg egentlig bare har haft lyset tændt et stykke tid mens jeg lå og vurderede situationen.

René har et betydeligt mere roligt forhold til både bare fødder og levende mus.

Han giver den et gok på repos’en.

Ikke helt hårdt nok.

Han virker kortvarigt overrasket over, at den stadig er levende.
Men kun kortvarigt.

Agent Pus overtager og afslutter operationen.

Hvad hun derefter foretager sig – patrulje eller søvn på kontoret – er uklart.
Jeg har på det tidspunkt valgt strategisk genindtræden i søvnen.

Missionen virker afsluttet.

Indtil kl. 05, hvor agenten igen miaver ved mig.

Morgenmad skal naturligvis serveres.

Jeg bliver vækket af en lyd.

Den er ikke høj.
Bare… karakteristisk.

Den slags lyd der øjeblikkeligt udløser panik i hjernen:
Er den levende?

Lyset bliver tændt.

Heldigvis ikke.

Agent Pus står klar med en mus. Den klassiske natlige fremvisning. Jeg gennemfører hurtigt protokollen: nus, ros og anerkendelse.

Agenten vurderer tydeligvis indsatsen som utilstrækkelig.

Mine halvhjertede forsøg bliver afvist. Hun hopper op i sengen og demonstrerer derefter meget pædagogisk den korrekte procedure:

– venstre side af hovedet
– højre side
– under hagen
– toppen af hovedet

Jeg følger instruktionerne.

Hun hopper ned igen.

Jeg er ikke dum nok til at slukke lyset.

Kort efter vender hun tilbage til runde to. Mere nus. Mere kontrol af kvaliteten.

Det føles som en evighed.

Da knaselydene endelig begynder, tjekker jeg uret.

01.26

Missionen er i gang.

Lyset bliver slukket, men søvnen er desværre allerede forsvundet. Resten af natten tilbringes i en slags halvvågen tilstand.

Agenten derimod virker ganske tilfreds.

Update på muse-operationen.

Det viste sig hurtigt, at min indsats i forbindelse med protokollen ikke levede op til standarden.

Jeg havde ganske enkelt ikke rost tilstrækkeligt.

Resultatet lod ikke vente på sig.

Musen blev strategisk forflyttet op i gangen, hvor Agent P iværksatte en længere og særdeles energisk opvisning i disciplinen musekast.

Dette blev udført direkte foran mig, tydeligvis med pædagogisk hensigt.

Agenten rullede desuden rundt i musen i et forsøg på at demonstrere korrekt entusiasme.
Da jeg stadig ikke bidrog tilstrækkeligt med nus og begejstring, blev René rekrutteret som assistent.

Herefter blev situationen betragtet som tilfredsstillende.

Musen blev spist.

Kort efter blev den dog kastet op igen.

Den efterfølgende administrative opgave med oprydning og rengøring blev – helt rimeligt – uddelegeret til René.

Mission afsluttet.

Man skulle tro, man kunne komme hjem fra arbejde i fred.

Det kunne man ikke.

Første skridt ind i kælderen resulterede i direkte kontakt med noget… blødt. Og forkert. Meget forkert.

Det viste sig at være muse-splat.

Ved nærmere inspektion (efter lys var tændt og realiteter accepteret) stod det klart, at hele måtten var dækket af muse-dele. Ikke bare én. Flere. En decideret scene.

Og selvfølgelig:
Splat under skoen.
Splat spor videre rundt i kælderen.

Agenten?
Allerede væk. Ud af døren. Mission fuldført.

Sko blev afmonteret med en vis panik.
Jeg bevægede mig op og konfronterede René:

“Hvorfor helvede advarede du mig ikke?”

Svar: Han anede intet. Ifølge ham havde agenten ligget fredeligt i sofaen ved hjemkomst. Hvilket, ærligt talt, kun gør det hele værre.

Tilbage til kælderen.

Oprydning blev gennemført manuelt og modvilligt:
– Ét musehoved
– Halv bagkrop
– Flere udefinerbare splat-komponenter

Der blev sagt “ad ad ad” for hver enkelt del.

Det føltes nødvendigt.

Det er nu anden dag i træk.

Agent Pus ankommer i de tidlige morgentimer, tæt på menneskelig opvågningstid, med en mus i munden og fuld lyd på.

Et vækkeur, men med konsekvenser.

I går var den død.
I dag var den levende.

Jeg nåede ikke engang ned ad trappen, før agenten var på vej op med sin “morgenmad/morgengave”. Situationen krævede hurtig beslutningstagning:

– Hent træsko
– Positionér fødder strategisk (ingen barfodet kontakt)
– Kommentér højt på utilfredshed med levende mus i nærheden af tæer

Første gok: utilstrækkeligt.
Andet gok: effektivt.

Agenten var i vejen under hele operationen. Ikke samarbejdsvillig. Mere… entusiastisk observatør.

Musen blev transporteret til soveværelset og fortærret.

Herefter fulgte en uventet fase:

Interiørjustering.

Tæppet foran sengen blev forsøgt flyttet ind under sengen. Formål uklart.
Projektet blev opgivet halvvejs og delvist “ryddet op” igen.

Jeg tog en halv time mere i sengen.
---
Operativ vurdering

Dette er ikke tilfældigt.

Agent P har identificeret:

Tidspunkt hvor mennesker er lettest tilgængelige

Maksimal opmærksomhedsværdi

Optimal kombination af gave + vækning

Det er en bevidst protokolændring.

Agent Pus fik morgenmad #2 og genoptog derefter sin patruljering.
Resultatet lod ikke vente på sig.

Kort efter returnerede hun med en død mus, elegant serveret med tilhørende garniture bestående af lidt græs. En slags naturens egen pynt.

René stod for første del af protokollen: ros, anerkendelse og generel beundring.
Agenten modtog dette, men vurderede hurtigt at publikumsgrundlaget var utilstrækkeligt.

Jeg var på vej ud af sengen.
Derfor var min tilstedeværelse naturligvis også påkrævet.

Jeg inspicerede byttet, roste passende og anerkendte indsatsen. Men eftersom jeg havde migræne og et meget begrænset overskud, fravalgte jeg at overvære den forventelige opvisning i musekast.

Jeg trak mig i stedet tilbage til gæstetoilettet.

Agenten reagerede øjeblikkeligt ved at råbe udenfor døren.

Da jeg åbnede, viste det sig at musen nu også lå udenfor døren.
Jeg sagde et eller andet til hende.
Hun lå bare floppet på gulvet.

Kort efter blev musen spist, og patruljen genoptaget.

Jeg kom hjem fra arbejde for et øjeblik siden.
Agenten kom ned i kælderen for at modtage mig, som proceduren foreskriver. Der blev udvekslet nus, hilsner og almindelig anerkendelse af hendes tilstedeværelse.

Men i stedet for den sædvanlige rolige velkomst, begyndte hun pludselig at mase sig ind under trappen.

Det viste sig hurtigt hvorfor.

Der lå nemlig en død mus derinde. Et tilsyneladende tidligere deponeret lagerfund. Agenten fiskede den målrettet fri med pote og beslutsomhed, som om hun udmærket vidste præcis hvor den lå.

Herefter blev byttet transporteret ovenpå.

Under spisebordet blev musen lagt frem til kort besigtigelse, hvorefter den uden yderligere ceremoni blev fortærret.

Operationen afsluttedes effektivt.

Agenten har siden forladt matriklen igen for yderligere patruljering.

Under trappen må derfor igen betragtes som et aktivt lagerområde.

Mus leveret cirka en time efter frokost.
Vi befandt os begge i kælderen og rodede med praktiske udfordringer: en sweater der drillede og nogle knager i vores lille viktualierum.

Agenten ankom.

Musen var heldigvis død ved præsentation.
Protokollen blev gennemført: nus, ros og behørig anerkendelse.

Herefter begyndte den forventelige opvisning i musekast.
René deltog endda aktivt ved diskret at puffe lidt til musen, hvilket tydeligvis blev opfattet som opmuntring til yderligere kast.
Det var mit cue til at forlade området.

Agenten har siden flyttet operationen op i entreen, hvorfra der nu kan høres lejlighedsvis kalden.
Jeg har ingen intentioner om at overvære den næste fase, som med stor sandsynlighed er konsumering.

Agent Pus befinder sig ifølge egen vurdering på randen af sultedøden.

Det er lørdag. Det er vådfoder dag. Men vi tillod os at løbe nogle ærinder, primært for at undgå de helt særlige øjne katte kan lave, når de mener at mad burde servers præcis to timer før planlagt tidspunkt.

Agenten håndterede situationen selv.

Da vi kom hjem, lå der en mus i kælderen.

Som bekendt skal mus præsenteres.
Og der skal gives nus og ros.
Det er ikke os, der laver reglerne. Vi følger dem bare.

Efter ceremonien blev musen udsat for en noget usømmelig omgang musekast. Flere kast. En del gulvkontakt. En vis stolthed fra agentens side.

Nu ønsker Agent Pus så sin frokost.

Problemet er bare, at jeg er nødt til at inspicere, om Muse-Joe er blevet spist eller ej. Hvis ikke, risikerer vi en klassisk opfølgning; halv musemiddag + foder = opkast

Og vi kender jo Agenten.

OPDATERING

Inspektion gennemført.

Muse-Joe var IKKE konsumeret.

I stedet blev den anvendt som krammedyr. Agent P lå ganske fredeligt med musen mellem poterne i kælderen, som var det en mindre plysgenstand og ikke et nyligt afdødt byttedyr.

Dette skabte en mindre logistisk udfordring i forhold til den planlagte servering af vådfoder.

Der blev derfor iværksat en klassisk motivationsstrategi: Skål og vådfoder blev fremvist.

Agenten reagerede øjeblikkelig og ankom i løb.

Muse-Joe blev efterladt uden yderligere dramatik.

Prioriteter blev tydeligt justeret.

SLUTSTATUS

Frokost blev serveret.

Agent P ankom i høj fart, efter at vådfoder var blevet fremvist. Portionen blev inhaleret med professionel effektivitet.

Kort efter begyndte den forventelige fast:
" Hvor blev min mus af?"

Agenten returnerede til kælderen og indledte eftersøgning efter Muse-Joe. Der blev inspiceret gulv, hjørner og generelle områder hvor en mus logisk burde befinde sig.

Det virkede oprigtigt overraskende for hende at den ikke længere lå præcis der, hvor hun selv havde efterladt den.

Efter kortvarig søgning blev operationen opgivet og agenten vendte tilbage til almindelig patrulje.

Jeg kommer hjem fra arbejde. Kælderen er mørk. Ingen lys. Ingen lyde. Agent Pus er allerede dernede, og jeg antager — naivt — at det er velkomstkomitéen.

Det er det ikke.

Da lyset tændes, står det klart, at jeg ikke er dagens æresgæst. Det er frokosten, hun ikke fik kl. 09.30. Den krænkelse er åbenbart ikke glemt. René gav hende først mad kl. 15.30, og det har haft… konsekvenser.

Midt på gulvet: en fugl.

René råber oppe fra sofaen (meget langt væk fra hændelsen):
“Hun har en fugl.”

Ja. Tak. Det har jeg opdaget. Jeg står bogstaveligt talt på første række.

Herefter følger en opvisning i avanceret fuglekast. Fuglen flyver — ikke af egen kraft — men som projektil. Den rammer kældergulv. Trappetrin. Andre trappetrin. Fjer eksploderer i luften som en dårlig julepynt-idé.

Efter hårde forhandlinger lykkes det mig at trække mig taktisk tilbage op ad trappen uden at få fugl på strømpefødderne. Jeg når knap nok at sætte mig i sofaen, før næste fase indledes.

Lyden.

Gylp.

Fuglebræk. På trappetrinnet.

Agent Pus overvejer situationen. Skal den genindtræde i kredsløbet? Hun virker oprigtigt i tvivl. Jeg handler hurtigt og fjerner bevismaterialet, inden beslutningen træffes.

Agent Pus går med mig ud til skraldespanden. Pelsen er fuld af fjer. Hun ligner én, der har haft en god dag. Jeg ligner én, der har lært, at mørke kældre ikke er neutrale zoner.

Konklusion:
Man kan ikke tænde lys for sent.
Og frokost er ikke til forhandling.

Der findes en særlig form for stilhed i et hus, hvor Agent P har været alene for længe. Den er ladet. Som før et uvejr. Eller før man åbner en dør, man burde have åbnet langsommere.

Hun havde været alene i cirka seks timer. Jeg traf en – i bagklogskabens lys – modig beslutning om, at frokost kl. 9.20 var lidt tidligt. Agent P var uenig, men lod mig gå uden protest. Det burde have gjort mig mistænksom.

Da jeg kom hjem, havde hun naturligvis selv sørget for forplejning. Med sædvanlig sans for drama, timing og visuel præsentation.
Hun har åbenbart indført en ny regel i mit fravær: Gaver skal fremvises før konsumering.

Jeg åbner døren til kælderen.

Det første der møder mig, er ikke Agent P.
Det er en sky.
En sky af fjer, der eksploderer ud i rummet i mødet mellem vinterkulde og min meget lidt forberedte psyke. Fuglen ligger midt på måtten, men i det øjeblik jeg åbner døren og kalder hendes navn, får jeg skubbet til den. Lyset tændes. Fjerene flyver. Og jeg… ja. Jeg hviner. Halvhøjt. Ufrivilligt. Med fuld værdighedstab.

Overtøjet ryger af i ét hug. Agent P får straks sen frokost, som om intet er hændt. Hun spiser. Jeg samler mig.

Men selvfølgelig stopper det ikke der. For gaver kan, som bekendt, ikke spises uden publikum. Så straks efter frokosten er sunket, ræser hun målrettet ned i kælderen for at fortsætte ceremonien.

Desværre for hende havde jeg allerede fjernet fuglen.

Hun blev skuffet.
Jeg roste hende alligevel. Man skal vælge sine kampe.

Nu er hun ude igen.
Og jeg sidder her med den ubehagelige erkendelse, at det her hus åbenbart er et Murder House for dyr.

Der gik en periode, hvor der ikke kom mus.
Ikke én. Ikke en hale. Ikke engang mistænkelig slikken om munden med forklarende blik.

Vi talte lavmælt om det.
Om musebestandens eventuelle dvale.
Om hvorvidt hun gemte lågerne til tættere på jul.
Om det mon var os, der havde misforstået noget.

Det skulle vi ikke have gjort.

For siden tørkeperioden officielt blev erklæret ovre, er leverancerne kommet med en intensitet, der minder om et forsinket regnskab.
Mus under gæster.
Mus på nye lokationer.
Mus på steder, der tydeligvis er valgt for at sende et budskab.

Der er eksperimenteret.
Med timing.
Med publikum.
Med opbevaring.

Det er som om Agent Pus ikke bare har genoptaget driften – men har kørt backlog.

Civilisten noterer sig, at det aldrig var stilheden, der var problemet.
Det var den kortvarige illusion af, at man kunne tale om det uden konsekvenser.

Konklusion:
Man taler ikke om musemangel.
Man tænker den ikke.
Man skriver den i hvert fald ikke ned.

Universet lytter.
Og Agent Pus fører regnskabet.

Fodnote (tilføjet med blyant i margen, efter alt gik galt):

Den første regel om museaktivitet er:
Man taler ikke om museaktivitet.

Den anden regel om museaktivitet er:
Man TALER IKKE om museaktivitet.

Civilisten talte om museaktivitet.
Civilisten spekulerede højt.
Civilisten overvejede endda, om der fandtes noget, der mindede om “mangel”.

Dette var en fejl.

Museaktivitet er ikke noget, man diskuterer.
Det er noget, der observeres.
Noget, der accepteres.
Noget, der ankommer på tæpper, under senge og foran gæster, uanset om man er klar.

Man nævner ikke stilheden.
Man nyder den.
For stilhed er bare pausen, før næste leverance.

Skylden er hermed placeret korrekt:
Hos civilisten.
Som burde vide bedre.

Jeg havde egentlig regnet med en nogenlunde fredelig aften. Det er selvfølgelig min egen skyld — jeg burde vide bedre. Agent P trådte ind med et lydniveau som kunne vække de døde, og ganske rigtigt… hun havde en meget levende mus i munden. Sprællende. Med hale. Og attitude.

Hun miavede — med mus i munden — og så forventningsfuldt på mig. Det tog mig et par sekunder at forstå, hvad hun ville:
Hun ville nusses.
Mens musen sprællede.
… Nej.

Kælderen viste sig hurtigt at være et elendigt sted til den slags forhandlinger. Agenten krævede mere opmærksomhed, og musen gjorde sit for at minde mig om min dødelighed. Jeg nægtede igen at yde service, mens der var et levende dyr spændt fast mellem hendes tænder. Agenten så skuffet ud. Musen så rædselsslagen ud. Jeg så ud som én, der overvejede en streng karantæneperiode.

Kort efter hørte jeg et lille… stilhed. Musen havde mødt sit uundgåelige endeligt. Agent P løb videre op i soveværelset — hvor hun lagde den døde mus ved min seng med stor omhu. Jeg ved ikke, om det var en gave eller en prøve. Jeg bestod muligvis ikke.

Agent P var fyldt med blade, mudder og stolthed. Jeg var fyldt med en blanding af resignation og “hvorfor sker det her altid mig?”. Hun krævede mavenus, som om hun ikke lige havde forsøgt at presse mig til at nusse hende med et levende væsen dinglende fra kæften.

Efter passende mængder ros, anerkendelse og masser af spinden gik hun i gang med at spise musen. Under sengen, naturligvis. Hvor ellers?

Jeg konkluderer, at agenten har mistet forståelsen for, hvornår civilisten har nået sin grænse. Jeg har mistet forståelsen for, hvorfor jeg stadig bliver overrasket.

Jeg kom sent i seng og sov elendigt, men Agent P var selvfølgelig klar til at hjælpe. Først med en mus efter sengetid, selvfølgelig serveret med våde poter, tramp i hovedpuden og almindelig katlig insisteren på at være helt tæt på. Hun lå det meste af natten i fodenden eller med måsen praktisk talt i ansigtet på mig.

Om morgenen røg vi i vores vanlige diskussion om Skyr. Jeg vandt. Hun blev fornærmet, guffede sit tørfoder og gik.

Og så kom hun tilbage.

Helt stille. Gik rundt om mine bare fødder på en måde, hvor jeg troede hun ville kæle—men nej. Det var først, da jeg så musen svinge i hendes mund, at jeg fik flyttet mine tæer ud af farezonen. Først da jeg selv registrerede byttet, begyndte hun at miave. Så gik turen som altid ned i kælderen, hvor René også måtte se trofæet. Hun ventede på min ros, fik den, og spiste musen som om alt var helt almindeligt.

Det eneste nye var den meget tætte svingning af mus rundt om mine fødder. Jeg ved ikke om det var kærlighed, hævn for Skyren eller en slags ”du-skal-se-hvad-du-har-forårsaget”-pædagogik. Men det var en oplevelse.

Natten udfoldede sig med et niveau af hemmeligholdelse, der ville gøre enhver efterretningstjeneste misundelig. Agent Pus, notorisk kuldefølsom og normalt højlydt ved enhver muselevering, valgte i nat en helt ny taktik: fuldstændig lydløs infiltration af soveværelset.

Jeg ligger i min bedste, tungeste søvn, da agenten møver sig op på puden og sammenkrøller sig som en lille pelsklump. Hun får et par dovne nus—jeg er jo nærmest bevidstløs—og hun virker tilfreds. *Det troede jeg i hvert fald.*

Efter et stykke tid hopper hun ned. I min døsige tilstand konstaterer jeg bare, at jeg kan brede mig igen. Indtil… *knase-lydene*.

Jeg farer op, tænder lyset: Klokken 02.18.
Og dér sidder hun. Dybt koncentreret. Spiser. En mus. På gulvet. I mørket. Uden forvarsel. I absolut stilhed.

Jeg får fremstammet et højt og akkrediteret “WTF!”, slukker lyset igen og overgiver mig til søvnen.

Kl. 05.30 tropper hun op og kræver morgenmad, som om natten ikke havde budt på en fuld James Bond-operation.

Det mest bekymrende spørgsmål:
**Hvor mange gange har hun lavet dette nummer, uden at jeg har registreret post-konsumerings-knas?**

Hvis der findes endnu et hemmeligt memorandum om “Stille Leveringsprotokol”, så er det i hvert fald ikke havnet hos mig.

*— Civilistens Dagbog, i chok-induceret søvnmangel-mode*

Klokken var 02:00, da Agent P igen meldte sig til tjeneste — denne gang med en mus i munden og et hoved klistret ind i burrer.
Jeg blev vækket og måtte i søvne foretage en nødevakuering af burrer fra ansigt og nakke. Det gik nogenlunde, indtil agenten mistede tålmodigheden og valgte at fortære sin mus i stedet.

Jeg frygtede et tredje afsnit af Operation Midnatsmassakren, men natten holdt sig heldigvis til ét offer.

Klokken 06:00 vendte agenten tilbage. Nu med endnu flere burrer. Denne gang var håndkraft ikke nok.
Der blev krævet morgenmad, og først da dagens vigtigste måltid var indtaget, accepterede hun en grundig redning med kam, mens hun spandt og overvågede arbejdet.

Efter at have inspiceret, at jeg selv spiste morgenmad, forlod agenten matriklen igen — ren, tilfreds og klar til næste mission.

Jeg havde ellers bare tænkt mig at spise aftensmad. Men i vores husholdning er det tilsyneladende ikke mig, der bestemmer dagsordenen. Agent Pus trådte ind som en skygge fra natten og forvandlede spisetid til krigstid.

Jeg nåede lige at tænke “måske er hun bare sulten,” før hun forsvandt ind i soveværelset. Så begyndte ritualet: løben, bumpen, den velkendte lyd af noget, der engang var i live. Vi greb til våben – træsko og refleks – men kampen var allerede afgjort.

Hun krævede ros. Ikke efter maden – før. Jeg sad med gaffelen i hånden, mens hun lagde sig til rette og så på mig som en dronning, der ventede på sin tjener. Jeg nussede. Jeg adlød. Min tallerken endte hos René.

Nogle gange tror jeg, det ikke er hende, der bor hos os. Det er os, der bor i hendes territorium.

Jeg sad i god ro og orden omgivet af garnnøgler og hyggelige planer, da jeg hørte den dér lyd.
Den lyd, der betyder: “Jeg har noget levende med.”

Træskoen blev grebet. Det er efterhånden en refleks.
Og ganske rigtigt – Agent Pus kom valsende ind, lykkelig og miavende, med en mus dinglende fra kæberne.
Hun gik direkte efter mine fødder, som om jeg havde bedt om levering på adresse.

Musen var levende. Jeg var træt.
Et halvdårligt gok senere stod jeg i noget, der mest mindede om en lavbudget krimiserie på TV2 Charlie.
Agent P kiggede på mig som en underviser, der ser sin elev dumpe et kursus i “Effektivt drab 1.0”.
Hun tog byttet, som man tager arbejdet fra en inkompetent praktikant, og bar det ind i soveværelset.

Jeg blev tilbage med blodpletter, en skamfølelse og en spand sæbevand.
Agenten vendte senere tilbage for at inspicere mit rengøringsarbejde – og slikkeresultatet blev, som altid, bedre end mit eget.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver overrasket. Jeg burde have lært, at når Agent Pus lusker ind med den der særligt afdæmpede stemme, så er det ikke uskyld. Det er en advarsel.

Jeg var for træt til heroiske indsatser og bad hende derfor — med al den myndighed, man kan mønstre i nattøj — om at “slå den ihjel, for pokker.” Hun adlød prompte. Professionelt, køligt, med erfaringens ro.

Senere, da hun kom ind for at sove, lå jeg helt stille og lyttede længe, af poter og raslen, bare for at være sikker på, at hun ikke havde taget dessert med. Ingen skramlen. Kun den lave, tilfredse spinden fra en morder, der havde afsluttet dagens arbejde.

En af de ting, jeg altid har frygtet, skete lige nu. Agent Pus kom ind – råbende, med et levende bytte i munden. Renés kontor, som i dag også fungerer som stue på grund af ombygningen, var fyldt med ting, og det hele foregik næsten på mine fødder. Selvfølgelig.

I panik fik jeg sko på og ledte efter et våben. Jeg startede med træskoene (logisk, ikke?), men skiftede hurtigt til sutsko – lidt mere manøvredygtigt, hvis nu musen prøvede noget. Og ja, jeg vidste godt, jeg lignede en klovn, men det kunne ikke hjælpes.

Musen, stadig levende og hurtigt som lynet, spurtede under reolen. Agent Pus miavede ad mig, som om hun sagde: “Hvad laver du? Hjælp mig nu!” Jeg forsøgte at bevare fatningen, snerrede til hende, at hun bestemt ikke måtte smutte – jeg havde brug for mesterdræberen her. Med en af hendes drillepinde fik jeg lokket musen lidt frem. Seriøst, hvem gør sådan noget i sin egen stue?

Agent P sprang ind efter den, mens jeg stod med hjertet i halsen og tænkte: “Er det her mit liv nu? At agere medhjælper til en kattemorder?” Musen nåede hen til siden af sengen – ikke under, ikke bag, men på et sted, hvor jeg næsten kunne ånde igen.

“Har du den?” spurgte jeg, og panikken kunne høres i min stemme. Selvfølgelig havde hun den. Hun gik ind i soveværelset og lagde den på tæppet ved siden af min seng. Men jagten var ikke slut endnu. Musen sprællede, Agent P hentede den, slap den, og ja – den var skadet. Den lå på ryggen og sprællede hjælpeløst.

Jeg forsøgte at give den dødsstødet med træskoen. Ikke min stolteste præstation, men nok til at afslutte dens lidelser. Agenten tog over: spiste musen, vaskede sig, tog en tår vand, gik en sejrsrunde gennem kontoret og forlod scenen med elegance. Og jeg? Jeg sidder stadig med pulsen i halsen og forsøger at overbevise mig selv om, at jeg stadig er en civilist og ikke officielt en deltager i et musemord.

"Der er et særligt slags mørke, når en flagermus flyver gennem stuen. En vanvittig blanding af skrig og raslen, klapren af vinger og mit eget hjerteslag, der overdøver alt. Agenten slæbte den ind, som om hun havde fundet verdens bedste legetøj. Jeg? Jeg gemte mig, ubrugelig, reduceret til et offer i mit eget hjem. Ingen træsko kunne redde mig dér. Jeg havde intet våben mod den levende rædsel, der baskede rundt mellem gardinerne. Det tog timer, før jeg turde trække vejret normalt igen. Jeg husker det stadig som en af de værste nætter i mit liv. Agenten? Hun så blot tilfreds ud."

Nogle grænser findes selv i krig. Da Agenten kom valsende ind med en levende harekilling i munden, hoppende tværs gennem stuen, brød min facade sammen.
Det blik. Den panik. Jeg kunne ikke lade den ende i langsom død.
Jeg fangede den og bar den ud i marken – vidende at jeg blot udsatte uundgåelige timer.
Agent Pus så efter mig fra trappen. Ti minutter senere kom hun hjem igen. Med den samme harekilling. Død denne gang. Som en påmindelse: “Det er mig, der bestemmer her.”

"Jeg troede faktisk, vi havde en aftale. Ingen flere harekillinger. Men dér stod hun – Agenten – i kælderen med sit ansigt, der nærmest udtrykte skuffelse over, at jeg havde opdaget hende for tidligt. Hun forsøgte at skjule sit ligefund, men måtte til sidst fake begejstring, som om vi begge to vidste, at det her var en sejr. Jeg sagde: 'Ej, jeg troede vi var venner.' Hun svarede ingenting. Hun begyndte bare at spise bagkroppen. Det blik fra det døde øje… det bliver hængende i mig. Jeg fjernede resterne. Hun ledte senere efter sin snack og så på mig, som om jeg havde forrådt hende. Måske havde jeg det."

"Der findes få øjeblikke i livet, hvor man føler sig helt magtesløs. Ét af dem er, når en mus søger tilflugt bag sengegavlen, og Agent P ser på mig med et blik, der siger: 'Så er det nu, Civilist.' Jeg hader den følelse. Træskoen er mit våben, dørstopperen mit sidste forsvar, men musene er hurtigere end mig. Agenten forventer resultater, og jeg – hendes ulykkelige partner-in-crime – må adlyde. Hver gang tænker jeg: hvordan endte jeg her? Jeg, der engang bare ville have en stille aften i min seng, endte som bøddel i nattens skygger."